Alkohol
Alkohol kan føre til forstyrrelser i blodsukkeret hos personer med diabetes. Der er især risiko for at få lavt blodsukker, når man drikker alkohol
Alkohol nedsætter styrken af symptomer på lavt blodsukker (følingssymptomer). Desuden virker leverens svar på det lave blodsukker ikke nær så effektivt. Det betyder, at leveren ikke afgiver sukker fra sit depot som vanligt, hvis blodsukkeret falder.
Vær opmærksom på, at alkohol har et højt energiindhold (kJ/kcal). Nogle drikkevarer indeholder både alkohol og sukker (kulhydrat) f.eks. Somersby Cider, Smirnoff Ice og Bacardi Breezer.
Hvad kan jeg selv gøre?
Husk at spise samtidig med, at du nyder alkohol - og husk gerne natmaden. Det er også vigtigt, at du kontrollerer blodsukkeret dagen efter. Du kan nemlig have lavt blodsukker helt indtil dagen efter.
Hvis din diabetes er velreguleret, gælder Sundhedsstyrelsens udmeldinger om indtagelse af alkohol (mænd maks. 14 genstande pr. uge - kvinder maks. 7 genstande pr. uge).
Yderligere information om alkohol og diabetes
Selvom du har diabetes, kan du godt drikke alkohol - du skal bare gøre det med måde. Det er vigtigt, at du ved, hvordan du skal forholde dig, når du gør det. Du skal blandt andet finde ud af, hvordan din krop reagerer på alkohol, og hvordan du skal dosere insulin til mad og drikke.
Hvis du har type 1-diabetes, kan du opleve, at blodsukkeret falder, når du har drukket alkohol. Det kan derfor være en god ide at tage lidt mindre insulin, end du normalt ville eller spise et stykke brød, inden du går i seng.
Diabetesforeningen har lavet denne infografik over, hvordan alkohol påvirker dit blodsukker.
Drikkevarer, der indeholder alkohol, giver sjældent for lavt blodsukker hos mennesker med type 2-diabetes. Men et lavt blodsukker kan være en bivirkning, hvis du samtidig indtager sulfonylurin-stoffer eller er i insulinbehandling. Tal med din læge, hvis du er i tvivl.
Du kan vælge vin (hvid, rosé eller rød), øl, stærk spiritus som snaps, cognac og lignende.
Undlad de søde alkoholiske drikke i større mængder.
Videncenter for Diabetes | Drikkevarer
Læs om hvilke drikkevarer der påvirker blodsukkeret og hvilke der ikke gør.
Diabetesforeningen | Drikkevarer
Få gode råd til drikkevarer og diabetes og læs om særlige forskelle mellem type1- og type 2-diabetes og alkoholindtag.