Skip til primært indhold

Kunstværk bliver hjertet i ny SDCO-bygning

Fem år efter, hun vandt opgaven med at udsmykke bygningen, var billedkunstner Ellen Hyllemose forbi Steno Diabetes Center Odense’s nybyggede center ved Det Nye OUH for at hænge sit imponerende værk op i husets store atrium. Kunstværket består af flere elementer og symboliserer både kroppens og bygningens rytme, når det er helt færdigmonteret.

Det nye kunstværk skal være et pejlemærke i den nye bygning. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Hængefiguren bestod af tre store dele og i alt af 80 aluminumsstykker, som skulle samles, før det kunne hænges på plads. Inden da skulle det dog køres ind i bygningen. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Ellen Hyllemose og Mikael Borcher Petersen, som har været med i projektet, i gang med at gøre værket klar til ophængning. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Ellen Hyllemose arbejder altid med modeller, som hun også havde med, da værket skulle på plads i huset. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Peer Kaae Klausen, som har stået for alt det tekniske på værket, arbejder på liften i 25 meters højde. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Værket hænger i førstesals højde i husets atrium og er dermed noget af det første, man ser, når man træder ind i huset. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Ellen Hyllemose fik hjælp af sin mand Torgny Wilcke (i hvide t-shirt), Mikael Borcher Petersen (i midten), Toby Louis Jensen (nummer to fra højre) og Peer Kaae Klausen, som alle har bidraget til kunstværket på forskellige måder. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

I 2019 vandt hun opgaven med at udsmykke bygningen, og forleden kunne kunstner Ellen Hyllemose så for alvor begynde at se afslutningen på opgaven i Steno Diabetes Center Odenses (SDCO) nye center ved Det Nye OUH.

Der var tale om en decideret milepæl for kunstneren, da den største del af hendes omfattende kunstværk "Velkommen til de langerhanske øer" blev hængt op i det 25 meter høje atrium i det nye Steno Diabetes Center Odense (SDCO).

Værket består af en række elementer: ”øer” i naturstengulvet, farverige borde i glas, montrer og vægmalerier, som samlet set skal illustrere kroppens organer og celler og samtidigt fungere som en del af bygningen. Den største og mest iøjnefaldende del er Hængefiguren, som er en seks-syv meter høj og knap fire meter bred aluminiumskonstruktion med farvelagte træplader og LED-lysslanger i seks ”klumper” monteret på alu-konstruktionen.

Spændt kunstner

- Det er super spændende at se det blive til virkelighed, når man har arbejdet med det så længe. Og det er dejligt at være ved at være færdig, for det har været en lang proces. Jeg har været noget spændt på at få det hængt op i dag, siger hun.
Ambitionen har været at skabe et værk, der ”bryder med husets renhed, men som samtidigt respekterer og kommenterer arkitekturen,” som Ellen Hyllemose selv har beskrevet det.

Den 56-årige Ellen Hyllemose, uddannet fra Københavns Kunstakademi, har en lang karriere bag sig som kunstner og har også tidligere arbejdet med udsmykning af større bygninger. Nu kan hun også krydse Steno-centret i Odense af på listen, og med kunsten på vej ind, er Hyllemose faktisk den første, der ”flytter ind” i det nye hus.

- Jeg arbejder til daglig med materialer som tekstiler og materialer, der ikke nødvendigvis holder for evigt. Denne gang har jeg brugt aluminiumsplader, som gør kunstværket mere holdbart, siger Ellen Hyllemose.
Hængefiguren, der skal hænge i atriummet, er designet til at integrere med rummets ovenlys, hvilket skaber en dynamisk og levende atmosfære. Det er både hjerte og pejlemærke i bygningen, har Hyllemose formuleret det.

LED-lyset i de 30 meter lysslanger tænder og slukker i takt med ”rytmen” i huset, så der eksempelvis er lys i værket om morgenen, middagstid og sidst på dagen. Når der ikke længere er liv i bygningen, går lyset ud i Hyllemoses værk.

Fem års rejse

Ellen Hyllemose vandt i 2019 konkurrencen om at udsmykke SDCO, og siden da har hun arbejdet dedikeret på at realisere projektet. Værket er inspireret af de såkaldte langerhanske øer, den del af bugspytkirtlen, hvor kroppen producerer insulin.

- Jeg håber først og fremmest, at man kan opleve værket på mange forskellige måder, når man kommer i huset, hvilket mange måske gør ofte. Det ophængte parti er stort, men det fylder ikke rummet, så man kan opleve lyset og se det flotte hus igennem kunstværket, uanset om du står oppe eller nede i bygningen. Du kan drikke kaffe, eller du kan vælge at gå på opdagelse i værket, som består af en række elementer, også billedkunst på væggene, siger Ellen Hyllemose. Hun forventer tidligst at være færdig med projektet engang i eftersommeren.

Ellen Hyllemose, der til daglig bor i Skovshoved ved Charlottenlund på Sjælland, har haft en ambition om at skabe et værk, der er forbundet til SDCO's formål og arbejdet med diabetes og de ansatte og patienter, der skal have deres gang i huset.

- Kunstværket skal gerne være noget, som trækker tråde til det hus, det bliver placeret i. Derfor er det lavet med udgangspunkt i de langerhanske øer og kroppens daglige rytmer, hvilket er meget vigtigt for folk, der lever med diabetes, og alle dem, der arbejder i huset, siger hun.
Samtidig ønsker hun, at værket skal kunne nydes af alle, uanset deres kendskab til diabetes.

- Det skal også være interessant at kigge på, selvom man ikke nødvendigvis ved, at der er en sammenhæng til diabetes. Jeg er indtil videre meget tilfreds, lettet og bare glad for at have afleveret den første store del, understreger hun.

For de besøgende, der ønsker at lære mere om Ellen Hyllemoses værker på SDCO, vil der blive opsat QR-koder i bygningen, så man kan læse mere om udsmykningen.

Fakta

APPFWU02V