Skip til primært indhold

Fællesskaber og gode vaner i centrum på Syddansk Diabetesdag

Der var igen fuldt hus, da SDCO slog dørene op til årets udgave af Syddansk Diabetesdag, hvor der både var en hjerneforsker, en antropolog og en lang række sessioner på programmet.

Sangerne fra Clementones var med til at sætte en god tone fra start på årets udgave af Syddansk Diabetesdag. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Antropolog og RUC-lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson talte om behovet for at se det fælles ansvar, når man taler om sundhedsvæsenet. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

SDCO's centerdirektør Jan Erik Henriksen og brugerambassadør Casper Stenderup bød velkommen til årets diabetesdag. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Endnu engang var der fuldt hus til dagen, som traditionen tro blev afholdt på Comwell Hotel Kolding. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Katrine Lindenhann fortalte modigt og åbent om sine erfaringer i sundhedsvæsenet. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Der var tale om alt fra compassion til motion, kost og sex på årets udgave af Syddansk Diabetesdag. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær sendte deltagerne hjem med opfordringen om at opbygge nye gode vaner - det er godt for hjernen. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Allerede fra morgenstunden summede salen af energi og gensynsglæde, da centerdirektør Jan Erik Henriksen og brugerambassadør Casper Stenderup bød velkommen til årets udgave af Syddansk Diabetesdag.

En dag som har været på programmet siden 2019 - og dermed nu har været afholdt hele syv gange.

- Velkommen til vores fælles dag med fokus på diabetes, som vi har arrangeret i SDCO stort set siden, vi blev etableret. Det er dejligt at se så mange af jer her i dag endnu engang til det, som vel nærmest er vores udgave af en fætter-kusinefest. Det er en dag, vi altid ser frem til, sagde Jan Erik Henriksen.

Dagens første oplæg kom fra antropolog og RUC-lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, som satte gang i salen med spørgsmålet:
"Hvem har ansvaret for diabetesbehandlingen - den enkelte eller sundhedsvæsenet?"

Hun udfordrede deltagerne til at se på diabetesbehandlingen som et fælles anliggende, hvor ansvar og støtte skal balanceres, og hvor individuelle behov kræver plads i et travlt sundhedsvæsen, som er presset på ressourcer.

- De stærkeste skal selv, siger vi, så der kan frigøres flere ressourcer til de patienter, der ikke kan i samme grad. Men hvem beslutter, hvem der er de stærke, og så skal vi huske, at også de stærke har behov, sagde antropologen, som pegede på en samlevejledning fra IKEA som inspirationskilde for sundhedsvæsenets tilgang til patienten.

- IKEA leverer en grundig vejledning til, hvad du skal gøre, og du bliver rådet til at få hjælp af en ven undervejs i processen. Og har du alligevel brug for hjælp, så er der et nummer, du kan ringe til. Det lyder egentlig som en optimal model for sundhedsvæsenet, sagde hun.

Nye perspektiver og lokale løsninger

Efter de indledende oplæg i teatersalen fordelte deltagerne sig traditionen tro ud på en lang række sessioner med både faglige input, debatter og udveksling af erfaringer.

Her blev der bl.a. sat fokus på mental trivsel, ny teknologi i behandlingen og tværsektorielt samarbejde – og deltagerne delte erfaringer om, hvordan man bedst skaber sammenhæng for mennesker med diabetes i hverdagen.

I et lokale var der fokus på strukturel forebyggelse, mens der på den modsatte side af gangen var compassion på programmet.

Blandt årets deltagere var også Kristina Hyldig Lindenhann, som lever med både angst og skizofreni. Hun var dog ikke kun med for at lytte, men delte også modigt ud af sine erfaringer i en session om stigmatisering af mennesker med kronisk sygdom som diabetes og skizofreni. Hun talte særligt for behovet for at blive set som et helt menneske i sundhedsvæsenet.

- Jeg har en helt fantastisk læge, som altid spørger til mig som menneske og ikke kun ser mig for min diagnose eller som psykisk syg, sagde hun, da hun for første gang talte foran et publikum på årets diabetesdag i Kolding.

Hjernen, vanerne og hverdagen

Netop nye (og gamle) vaner og rutiner var i centrum for dagens sidste indslag. Dagen blev rundet af med et oplæg fra professor og hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær, som tog deltagerne med ind i hjernens maskinrum under overskriften "Hjernen og livsstilsændringer - stress, hjernen og diabetes".

Her satte han fokus på, hvordan hjernen påvirker vores vaner - og hvordan man kan skabe nye. Det har vi godt af - ikke mindst for at holde hjernen i gang i takt med, at vi bliver ældre og kommer i større risiko for at udvikle sygdomme.

- Det handler om at gøre de gode ting igen og igen, så det bliver en vane. Og samtidigt bryde de dårlige vaner, så stil løbeskoene frem, så du ikke kan komme uden om dem, og stop med at spise, når du er blevet mæt. Det lyder som små ting, og det er det også, men det er også de handlinger, som er lettest at starte med, sagde hjerneforskeren.

Projektleder Line Gjørtsvang fra SDCO var mere end tilfreds med årets udgave af Syddansk Diabetesdag, som fortsat spiller en vigtig rolle for regionens samarbejde om diabete.

- Det har været en dag med høj energi og rigtig god stemning, ikke mindst takket være Clementones, som satte tonen fra morgenstunden. Det aktuelle fokus på, at dem der kan selv, skal selv – og dem der har brug for mere, skal have mere – har tydeligt afspejlet sig i både oplæg og dialoger, sagde hun.

Hun glæder sig ikke mindst over, at deltagerne også bruger dagen til at skabe relationer på området.

- Det har været en fornøjelse at se deltagerne tale og netværke på kryds og tværs. Netværksbordene i restauranten var i flittig brug, og standområderne summede af aktivitet. Alt i alt er jeg meget tilfreds med dagens forløb.

 

APPFWU02V