Skip til primært indhold

Unik dansk biobank og database leverer data til forskning i fødselsvægt og diabetes

Ny banebrydende forskning om fødselsvægtens betydning for udvikling af type 2-diabetes får stor opmærksomhed - forskningen inkluderer omfattende data fra næsten 7000 personer fra den nationale biobank- og database DD2, som er forankret på SDCO.

Omfattende data fra DD2 har været afgørende for ny forskning i sammenhæng mellem diabetes og fødselsvægt. Foto: Stockfoto

Leder af DD2, Jens Steen Nielsen, er begejstret for brugen af data fra den unikke danske biobank og database. Her er han, til venstre, sammen med forskningsleder på SDCO, Kurt Højlund. Arkivfoto.

Der var massiv opmærksom omkring forskningsresultaterne, da to diabetes-studier forleden satte fokus på betydningen af fødselsvægt for udviklingen af type 2-diabetes og anden sygdom senere i livet. En vigtig del af forskningen baserer sig på data fra næsten 7000 danskere fra DD2 - Dansk center for strategisk forskning i type 2-diabetes.

Centeret er placeret under forskningsenheden på Steno Diabetes Center Odense.

Forskerne høstede både national og international omtale og hæder, da resultaterne blev offentliggjort bl.a. i Dagbladet Politiken. Du kan finde artiklen her (betalingsartikel):

Læs artiklen her



I Odense hos DD2 var der også grund til at juble, for en hjørnesten i studiet er netop den omfattende biobank med 10.000 data- og blodprøver, som er samlet sammen i DD2. Centret har fysisk adresse i Odense og er placeret under SDCO, men har desuden en bestyrelse og et forskningsudvalg med repræsentanter fra alle Steno Diabetes Centre i Danmark.

Et omfattende arbejde som har fundet sted igennem 13 år, lyder det fra en begejstret leder af DD2, Jens Steen Nielsen:

- Alle, der i de sidste 13 år har bidraget til DD2, kan være meget stolte. Sammen har vi i Danmark skabt en helt unik database og biobank med data i ekstrem høj international kvalitet. Disse data giver os nu vigtig ny viden om fødselsvægtens betydning for type 2-diabetes. Danmark er det eneste land i verden, hvor et sådant studie er muligt. Stor tak og ros til alle, som deltager i og støtter op om DD2, siger han.

DD2-kohorten, hvor dataen er hjørnestenen i studiet, er skabt i samarbejde med mange praktiserende læger og hospitaler i hele Danmark. Sammen med dem har DD2 indsamlet data og blodprøver de sidste 13 år. Det er de data, som nu er beriget med fødselsvægt fra Fødselsregisteret.

Anset tidsskrift

Resultaterne er netop offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Diabetologia. Studierne viser en stærk sammenhæng mellem en lav fødselsvægt og udvikling af type 2-diabetes samt komplikationer til diabetes og udvikling af øvrige sygdomme. Resultaterne fra de to studier viser en klar lineær udvikling: Jo mindre baby, jo større risiko for type 2-diabetes.

I det studie, som er baseret på DD2-kohorten, indgår data fra 6866 danskere, der for nylig har fået konstateret type 2-diabetes. Deltagerne har vejet helt ned til 1 kilo og helt op til 6 kilo, da de blev født. Gennemsnitsalderen for deltagerne er 62 år, og det viser sig, at jo mindre deltagerne vejede, da de blev født, jo tidligere fik de type 2-diabetes. Og omvendt.

Læs mere om begge studier i artiklen her hos Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC): 

Læs mere her



Læs også mere om DD2 her:

Læs mere her

Fakta

APPFWU01V