Skip til primært indhold

Kampagne: Ingen skal stå alene med diabetes

I 2022 sætter Steno Diabetes Center Odense særligt fokus på de mentale aspekter af diabetes. Det gør vi med kampagnen "Ingen skal stå alene med diabetes", som både skal øge forståelsen for sygdommen, men også oplyse om de mange muligheder, der er for at få hjælp og støtte.

På Steno Diabetes Center Odense mener vi ikke, at nogen skal føle sig alene med de udfordringer, der kan følge med et liv med diabetes. Derfor lancerer vi i 2022 kampagnen "Ingen skal stå alene med diabetes", hvor vi sætter særlig fokus på de mentale aspekter ved sygdommen. Adobe Stock Photo

På Steno Diabetes Center Odense mener vi ikke, at nogen skal føle sig alene med de udfordringer, der kan følge med et liv med diabetes. Derfor lancerer vi i 2022 kampagnen "Ingen skal stå alene med diabetes", hvor vi sætter særlig fokus på de mentale aspekter ved sygdommen. Adobe Stock Photo

Hvert år bliver omkring 20.000 danskere diagnosticeret med diabetes. Dem, der bliver ramt, skal vænne sig til et liv, hvor insulin og blodsukkertal spiller en afgørende rolle for både deres fysiske og mentale helbred. Hver tredje oplever stresssymptomer relateret til deres sygdom.

Undersøgelser viser samtidig, at mange ny-diagnosticerede med type 2-diabetes føler sig ladt alene uden tilstrækkelig hjælp fra sundhedsvæsenet til at tackle deres sygdom. I forvejen er ensomhed hyppigere blandt mennesker med diabetes.

Det vil vi gerne lave om på.

På Steno Diabetes Center Odense (SDCO) mener vi ikke, at nogen skal føle sig alene med de udfordringer, et liv med diabetes kan give. I 2022 sætter vi derfor særligt fokus på de mentale aspekter ved diabetes, så flere ved, hvad det vil sige at leve med sygdommen. Det gør vi med kampagnen "Ingen skal stå alene med diabetes". Vi vil også gerne være med til at sikre, at mennesker med diabetes kender til de eksisterende tilbud og ved, hvor de kan gå hen for at få hjælp.

Med kampagnen vil vi løbende gøre opmærksomhed på vores egne initiativer og projekter. Vi har bl.a. udviklet et patientuddannelsesforløb for mennesker med type 2-diabetes i samarbejde med en række syddanske kommuner, og senere på året afprøves opstartsforløb for 200-300 patienter med nyopdaget type 2-diabetes i almen praksis. Vi er også i gang med at undersøge, hvorvidt hjemmebesøg hos familier med udfordrende type 1-diabetes kan have en gavnlig effekt hos barnet og resten af familien.

Det bedste liv med diabetes

Ifølge centerdirektør Jan Erik Henriksen er SDCO sat i verden for at skabe det bedste liv med diabetes.

- En af vores kerneopgaver er at sikre, at mennesker med diabetes har de bedste betingelser for at leve et godt liv, og at ”systemet” ikke modarbejder dem, men hjælper dem. Det gør vi bl.a. ved at samarbejde med kommuner, almen praksis, sundhedsprofessionelle og andre aktører. Med kampagnen håber vi at øge forståelsen for, hvordan det er at leve med en sygdom, som kan være usynlig for omverden, men som fylder 24 timer i døgnet for dem, der er ramt, siger han.

SDCO er et regionalt videns- og udviklingscenter for forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes. Al forskning, uddannelse, behandling og forebyggelse sker i tæt samarbejde med brugerne.

I Danmark er der fem Steno-centre med hver sit fokusområde. SDCO's er type 2-diabetes. 

Fakta om diabetes

APPFWU01V