- Hvem har lyst til at dreje pilen?
Jeanette Stykkel, sygeplejerske i Vejle Kommune, kigger rundt på en stribe kollegaer fra seks andre kommuner i landet. De står bøjet over et bord med et farverigt rundt hjul med felter og en pil i midten.
Normalt arbejder gruppen af sundhedsfaglige med at undervise borgere med KOL og hjertekarsygdom i deres hjemkommuner. I dag er de dog samlet i Horsens for at se det undervisningsmateriale, de selv har været med til at udvikle siden oktober til en ny version af diabeteskonceptet Lev Livet.
Ved bordet i mødelokale 3 på Comwell-hotellet prøver de for første gang modulerne af, inden de efter sommerferien skal testet hos borgere ude i kommunerne.
En af de andre ved bordet tager fat i pilen på den farverige skive og drejer den rundt. Den stopper ud for emnet ”lyst”, og snakken går i det lille fingerede rollespil, som skal ligne en undervisningssituation for mennesker, som har hjerteproblemer.
- Det er superfedt at se det færdige resultat og få materialerne i hænderne og se, om vi kan gøre mere for at justere det, så det kan blive relevant for borgerne. Vi har fået nogle rigtig gode materialer ud af det, siger Jeanette Stykkel.
Lev Livet i ny udgave
Det nye samtalespil og en række andre nye materialer skal bruges i de nye moduler til det prisvindende undervisningskoncept til mennesker med diabetes Lev Livet. Efter otte måneders udviklingsarbejde er udgaven til KOL og hjertepatienter klar til test.
Steno Diabetes Center Odense (SDCO) udviklede konceptet, som består af en række undervisningsmoduler med øvelser, sammen med fem syddanske kommuner. Lev Livet blev hædret med Diabetesprisens Handlingspris i 2022 og anvendes i dag til at undervise mennesker med diabetes i 50 kommuner landet over.
Udviklingen af de nye moduler til Lev Livet er sket i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Odense, Steno Diabetes Center Nordjylland og Steno Diabetes Center Sjælland samt de syv kommuner i Frederikshavn, Thisted, Billund, Varde, Aabenraa, Slagelse og Vordingborg.
Samtidig har Hjerteforeningen, Lungeforeningen, Kompetencecenter for Lungesygdom samt fagpersoner fra almen praksis og sygehuse bidraget til det faglige indhold i de nye moduler.
Hos Hjerteforeningen ser konsulent Lene Vedel Vestergaard et stort potentiale i at anvende Lev Livet til mennesker, som eksempelvis får en blodprop. Konceptet skaber desuden et sikkert fundament for underviseren, siger hun.
- Når man for eksempel rammes af en blodprop i hjertet, er det afgørende at få den rette støtte og vejledning til at håndtere livet under nye vilkår. Her kan rammerne i Lev Livet være med til at sikre en god start på livet med sygdom. For fagpersoner, der underviser, er det samtidig en stor styrke at have konkrete værktøjer, de ved virker - uanset om borgeren lever med hjertesygdom, KOL eller diabetes i hverdagen, siger hun.
Tæt samspil med kommuner og fagpersoner
Nu går projektet så ind i testfasen, hvor de nye moduler skal afprøves i praksis i de syv projektkommuner.
Erfaringerne fra testfasen skal bruges til de sidste justeringer, inden konceptet efter planen implementeres bredt i 2027, fortæller projektleder fra SDCO, Line Kjærsgaard Gjørtsvang.
- Vi har bygget videre på noget, som allerede virker rigtig godt på diabetesområdet. Samtidig har det været afgørende for os, at udviklingen er sket tæt sammen med kommunerne og de fagpersoner, der skal bruge materialerne i praksis. Nu glæder vi os til næste fase, Hvor vi for alvor skal se, hvordan materialerne fungerer i ude i de kommunale forløb.
En af dagens deltagere i Horsens underviser borgere med KOL i Aabenraa Kommune. Sygeplejerske Anne-Sofie Bjørn møder både ældre på op til 95 år, men også yngre mennesker på 40 år i sit arbejde.
- Vi skal sikre os, at de får nogle værktøjer med sig, så de kan se en fremtid med KOL og et liv, hvor de har nogle brugbare værktøjer med, så de ikke falder tilbage i dårlige vaner og kan stå på egne ben, siger hun.
Fakta
Lev Livet til KOL og hjertesygdom
- Lev Livet er et modulopbygget sygdomsmestringsforløb udviklet til kommunale sundhedstilbud. Konceptet blev oprindeligt udviklet til mennesker med type 2-diabetes af Steno Diabetes Center Odense og fem syddanske kommuner.
- Lev Livet modtog Diabetesforeningens Handlingspris i 2022. Læs om det her. Konceptet anvendes i dag i omkring 50 danske kommuner.
- Den nye version udvikles til borgere med KOL og hjertesygdom i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Nordjylland, Steno Diabetes Center Sjælland og Steno Diabetes Center Odense. En donation har gjort det muligt at udvikle den nye version. Læs mere her.
- Projektkommunerne er Frederikshavn, Thisted, Billund, Varde, Aabenraa, Slagelse og Vordingborg Kommune.
- Materialerne er netop leveret fra og skal testes i kommunerne i efteråret 2026 og forventes implementeret bredere i 2027.
- Læs mere om konceptet her: www.levlivet.online