Skip til primært indhold

Femte sæson af podcasten Diabetesforskerne klar

Den videnskabelige podcast Diabetesforskerne er tilbage med sin femte sæson, hvor lytterne kan komme tæt på den nyeste forskning fra landets førende eksperter. To forskere fra Steno Diabetes Center Odense er med, når journalist Simon Brix stiller skarpt på aktuelle emner inden for diabetesbehandling og forebyggelse.

Den nyeste sæson i podcastserien Diabetesforskerne er på vej ud - de første fire afsnit er klar til dig.

Podcastserien Diabetesforskerne vender nu tilbage med sin femte sæson. Serien, der er produceret af Podcastbureauet i samarbejde med de syv Steno Diabetes Centre i Danmark, Grønland og Færøerne, bringer endnu en gang lytterne tættere på den nyeste forskning inden for diabetes.

Journalist Simon Brix er igen vært, når forskere fra hele landet deler deres viden og nyeste resultater og igen har SDCO også dygtige folk med i serien.

I den nye sæson fortæller Sidsel Louise Domazet, postdoc ved Steno Diabetes Center Odense, om sin forskning i hjertekarsygdomme og hvordan behandlere kan blive bedre til at forudse, hvem der er i særlig risiko. 

Maria Hornstrup Christensen, diabetesjordemoder og postdoc ved SDCO, sætter fokus på graviditetsdiabetes og dens sammenhæng med alvorlige sygdomme som hjertekarsygdom og kronisk nyresygdom.

De første episoder er allerede tilgængelige, og resten udkommer løbende i de kommende uger. Podcasten giver et unikt indblik i den nyeste forskning, og lyttere kan se frem til en række spændende afsnit om alt fra forebyggelse af type 2-diabetes til, hvordan børn kan lege sig til sundere spisevaner.

Diabetesforskerne kan høres på alle gængse podcastplatforme, men du finder dem selvfølgelig også her på hjemmesiden.

Diabetesforskerne

Podcastvært Simon Brix med Maria Hornstrup Christensen, t.v., og Sidsel Louise Domazet fra SDCO, som begge er med i den nye sæson. Foto: Simon Brix

APPFWU01V