Skip til primært indhold

Sten-O Starter

Sten-O Starter er en digital læringsplatform til børn og unge med diabetes, som nu er implementeret i Region Syddanmark.

Sten-O er en digital læringsplatform, som er udviklet af Steno Diabetes Center Nordjylland. Det er en app til børn og unge med nyopdaget diabetes, der skal bruges til at kommunikere om diabetes i børnehøjde. Det er overvældende, at blive diagnosticeret med en sygdom, især når man er barn/ung. Derfor er Sten-O Starter udviklet til at gøre et opstartsforløb lidt sjovere og ikke mindst mere forståeligt. 

Anvendelse i Region Syddanmark

Appen anvendes på alle børne- og ungeafdelinger i Region Syddanmark hos børn og unge med diabetes.

Når et barn/en ung bliver diagnosticeret med diabetes og bliver indlagt på en børne- og ungeafdeling, bliver vedkommende introduceret til Sten-O Starter. Læringen om diabetes foregår i løbet af indlæggelsen primært digitalt via Sten-O Starter. Appen anvendes ligeså hos de børn og unge, som kommer til ambulante besøg på afdelingerne. 

Indholdet i appen

Sten-O Starter er en interaktiv læringsplatform, som gennemgår alle vigtige elementer, når man har diabetes, fx blodsukker, insulin, kost og motion. Der er indlejret en række interaktive spil og øvelser, hvor børnene/de unge kan repetere og træne de nødvendige kompetencer. Herudover er der videofortællinger og videoinstruktioner med børn og unge, der selv har diabetes. Appen henvender sig således både til de helt små børn og de unge i teenagealderen. Slutteligt har hver børne- og ungeafdeling en kontaktside i appen, hvor barnet/den unge/familien via video-præsentationer kan møde de klinikere, som er en del af barnets/den unges diabetesteam på afdelingen.

Børnene/de unge guides i appen af Sten-O, som er en lille avatar. Sten-O har selv type 1 diabetes og guider børnene/de unge gennem sygdommen på en positiv og inkluderende måde, og i et sprog, som de forstår. Dermed fungerer Sten-O som en mestringsmakker, som understøtter barnet/den unge i at navigere i deres nye hverdag.

Sten-O Starter kan downloades til smartphones og tablets i GooglePlay og AppStore til hhv. Android- og Apple-devices.

APPFWU02V