Ekstra støtte fra sundhedsplejersker og adgang til en app, der kan motivere til sundere vaner.
Det er nogle af værktøjerne i forskningsprojektet ”Face-it” fra bl.a. Steno Diabetes Center Odense (SDCO), Odense Kommune og Steno-centrene i København og Aarhus. Formålet er at undersøge, hvorvidt et skræddersyet sundhedstilbud til familier, hvor moderen har haft graviditetsdiabetes, kan mindske risikoen for udviklingen af type 2-diabetes. Projektet ledes af professor Helle Maindal fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Halvdelen af alle kvinder med graviditetsdiabetes får konstateret type 2-diabetes inden for 5-10 år. Det kommer bag på rigtig mange, fortæller projektsygeplejerske Ewa Romancsuk fra SDCO.
- Vi håber, at vi med dette projekt kan få sat fokus på, at der er denne her temmelig store risiko, og at der faktisk også er en forøget risiko hos både kvindens partner og barn. Interventionen kan forhåbentlig være med til at forebygge, at de senere udvikler type 2-diabetes, fortæller hun.
Som en del af projektet får familierne tre ekstra besøg af særligt udvalgte sundhedsplejersker i løbet af barnets første år. Familierne får også adgang til en app, hvor de kan skrive ind og få gode råd. Via app’en har de også adgang til sunde opskrifter, og de kan sætte små daglige mål, for eksempel hvor mange antal skridt, de gerne vil gå om dagen.
Involverede hele familien
En af deltagerne er 32-årige Joan Stephansen fra Årslev. Hun har været forløbet igennem sammen med sin kæreste, Nikolai Sørensen, og deres 14 måneder gamle datter Cleo Stephansen.
- I starten virkede det lidt uoverskueligt med en ekstra sundhedsplejerske. Men da jeg snakkede med hende første gang, kunne jeg bare mærke, at det her ville blive godt. Og så hjalp det, at det ikke kun handlede om mig, men var noget, som involverede hele familien, fortæller Joan Stephansen.
Hun fik graviditetsdiabetes, da hun var omkring fem måneder henne.
- Jeg blev mega ked af det og selvfølgelig bange for, hvad det ville betyde for mit barn. Det var også et chok at få at vide, at så mange udvikler type 2-diabetes senere hen. Det, man hører om graviditetsdiabetes, er, at når man har født, så er der ikke mere diabetes, fortæller Joan Stephansen.
Både hun og hendes kæreste var dog overbeviste om, at det sagtens kunne forebygges med sunde madvaner. Også når familien blev forøget med endnu et medlem.
Men vanens magt er stor.
- Det er ikke bare sådan lige at skifte en plade Marabou ud med en gulerod. Man ved godt, at man burde, men man er jo også bare et menneske, fortæller Joan Stephansen.
Nikolai Sørensen supplerer:
- En baby vender op og ned på alt. Det er noget af det vildeste, man kommer igennem, og alt er følelsesmæssigt kaos. Der er der ikke meget overskud til at tænke på sig selv og det, man spiser, fortæller han.
Al fokus er på babyen
Og det er netop derfor, familierne får ekstra besøg af sundhedsplejersker under forløbet. De har nemlig blik for hele familien, fortæller Lotte Opstrup Christensen, der er leder af Sundhedsplejen Syd i Odense Kommune.
- Når man lige har fået et lille barn, retter man al sit fokus mod babyen. De får ikke altid deres nattesøvn, og det kan være virkelig svært med motivationen i forhold til egen kost og motion. Det er her, vi kommer ind i billedet. Vi vil undersøge, om vi med de her små skridt kan skubbe familierne i den rigtige retning, fortæller hun.
Og det har været det helt rigtige for familien i Årslev.
- Der var ingen løftede pegefingre. Vores sundhedsplejerske tog udgangspunkt i, hvad der var udfordringerne i vores familie, og hvordan vi med få og overskuelige ændringerne kunne få flere grøntsager ind i vores kost. Der vil være tidspunkter, hvor man falder i og kommer til at spise noget usundt, og så følger den her skam med. Men hun var god til at sige til os, at vi jo også skal huske at leve, fortæller hun.
Familien fik i samarbejde med sundhedsplejersken suppleret de usunde snack med sunde alternativer. De fik også indført madplaner, så de kun skulle handle én gang om ugen.
- Så spiser vi det, vi har planlagt og ender ikke med en hurtig løsning nede fra brugsen, fortæller Joan Stephansen.
Topmotiverede familier
Nu er spørgsmålet så, om intervention virker. Det vil vise sig, når resultaterne er klar i løbet af 2023, fortæller Ewa Romancsuk, projektsygeplejerske på SDCO.
Det er hende, som løbende undersøger og indsamler data på alle de fynske familier.
- Vi kommer bl.a. til at kigge på, hvorvidt de familier, som har fået ekstra støtte i løbet af barnets første år, har tabt sig i vægt og fået lavere fedtprocent sammenlignet med de familier, som har fået det vanlige tilbud. Vi håber også at kunne følge op på dem senere for at se, om det også har mindsket deres risiko for at udvikle type 2-diabetes. Vores oplevelse er heldigvis, at de familier, som har sagt ja til at deltage, er topmotiverede for at gøre noget, fortæller hun.
Familien i Årslev venter også spændt på resultaterne.
- Det har i hvert fald hjulpet os. Hvis vi ikke havde haft fokus på det her med sunde madvaner, så kunne der hurtigt være røget 10-15 kilo på i løbet af et år. Og så er det næsten for sent at gøre noget, fortæller Nikolai Sørensen.
Foreløbig er der 197 deltagere i projektet fra hele Fyn.
Projekt ”Face-it”
- Face-it er et forskningsprojekt på Steno Diabetes Center Odense (SDCO), som også er i gang på Steno-centrene i København og Aarhus. Projektet ledes af professor Helle Maindal, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, som også er tilknyttet Steno Diabetes Center Copenhagen.
- Formålet er at undersøge, om et skræddersyet sundhedstilbud kan øge livskvaliteten og mindske risikoen for udvikling af type 2-diabetes hos familier, hvor moderen har haft graviditetsdiabetes.
- Indsatsen består af et efterfødselstilbud til familier i barnets første leveår og begynder, når barnet er 10-14 uger gammelt. Deltagerne bliver valgt ved lodtrækning, mens kontrolgruppen modtager det vanlige sundhedstilbud.
- Det er sundhedsplejen i Odense Kommune, der i projektet har kontakten med de fynske familier.
- Initiativet har været i gang siden 2020 og fortsætter frem til udgangen af 2022. Resultaterne forventes at blive offentliggjort i løbet af 2023.
Graviditetsdiabetes
- Graviditetsdiabetes – også kaldet gestationel diabetes – rammer ca. 4 procent af alle gravide. Kvinder, som er mere end 20 procent overvægtige, og kvinder med diabetes i den nærmeste familie, har en øget risiko for at udvikle graviditetsdiabetes.
- Med graviditetsdiabetes følger en lidt større risiko for svangerskabsforgiftning og kejsersnit. For barnet er der en større risiko for høj fødselsvægt, lavt blodsukker, gulsot samt overvægt senere i livet.
- Kvinder, der har haft graviditetsdiabetes, har en forhøjet risiko for at få graviditetsdiabetes ved en senere graviditet.
- Omkring halvdelen udvikler type 2-diabetes allerede inden for 5-10 år. Også kvindens partner og børn har en forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes.
- Gravide får taget en urinprøve ved hver besøg hos jordemoder og læge. Det er ofte her, man opdager graviditetsdiabetes. Er man i øget risiko for at udvikle graviditetsdiabetes, får man tilbudt en glukosebelastningstest, også selvom der ikke er målt sukker i urinprøven.
- Tidligere studier har vist, at risikoen for at udvikle type 2-diabetes kan reduceres vha. sund kost og motion. I Danmark sker der dog hverken en automatisk indkaldelse fra egen læge eller andre systematiske sundhedsfremmende tiltag, der kan hjælpe denne gruppe.