Påmindelsesbreve til kvinder med tidligere graviditetsdiabetes
I dette projekt afprøver vi, om årlige påmindelsesbreve til kvinder, der tidligere har haft graviditetsdiabetes (GDM), kan øge tilslutning til den anbefalede opfølgning i almen praksis.
Formål
Kvinder, der tidligere har haft graviditetsdiabetes, er i meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes, særligt de første 10 år efter de har haft GDM.
Formålet er at støtte op om og øge tilslutning til den anbefalede opfølgning efter GDM ved at minde kvinderne om at bestille tid til blodprøvetagning og opfølgning. Dette skal bidrage til tidlig opsporing eller forebyggelse af type 2-diabetes.
Indsats
Kvinder, der tidligere har haft GDM får i projektperioden fra 2026-2030 én årlig påmindelse i E-Boks om at bestille tid til at få målt deres langtidsblodsukker (HbA1c) hos egen læge. Det skyldes både praktiske hensyn og variation i, hvor hyppigt den enkelte kvinde bør følges op.
Det er naturligvis helt i orden at aftale individuelt, om kvinden f.eks. kan nøjes med kontrol hvert andet eller tredje år. Den aktuelle anbefaling er at få målt HbA1c med 1-3 års mellemrum.
I brevet henvises der til Videncenter for diabetes, hvor kvinderne kan finde gode råd, videoer på flere sprog og yderligere information om GDM. Desuden kan kvinderne til enhver tid afmelde sig brevene.
Målgruppe for påmindelsesbrevene
Kvinder, der har haft GDM og efterfølgende har født i perioden 2016-2025 eller føder i perioden 2026–2029 vil modtage ét årligt påmindelsesbrev. Brevene udsendes løbende og tidligst et år efter senest registrerede fødsel.
Hvis kvinden har fået eller får konstateret diabetes og får registreret en kronikerydelse (0131) ophører påmindelserne automatisk.
Info til almen praksis om graviditetsdiabetes:
- Diabetes-pitstop: Opfølgning på graviditetsdiabetes (videooplæg, materialer m.v.)
- Gestationel diabetes (GDM) (Lægehåndbogen, Sundhed.dk)
Samarbejde
Projektet gennemføres i et samarbejde med Steno Diabetes Center Nordjylland, Steno Diabetes Center, Sjælland og Steno Diabetes Center Odense.
For mere information kontakt
Gitte Stentebjerg Petersen
Udviklingskonsulent
SDCO - Enheden for Sammenhæng og Lighed
(+45) 51 70 84 31 gitte.stentebjerg.petersen@rsyd.dk