På Sygehus Sønderjylland har man siden 2021 arbejdet med at forbedre overgangene for unge med diabetes, når de flytter fra børne- og ungeafdelingen til voksenambulatoriet. En af frontløberne bag dette arbejde er diabetessygeplejerske Pernille Holm Østergaard.
Hvorfor begyndte I at arbejde med transition?
- Vi oplevede gang på gang, at når de unge nærmede sig 18 år, så opstod der en utryghed og en masse spørgsmål fra både forældrene og de unge. Får de lov at beholde deres sensor, når de overgår til voksenambulatoriet? Hvordan vil behandlerne tage imod dem? Hvad kommer der til at ske? Og vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle svare. Vi tog altid med dem til den første konsultation, men vi sad tilbage med en fornemmelse af, at rigtig meget viden om den unge og deres familier gik tabt. Vi kunne også konstatere, at de unge udeblev fra konsultationerne på voksenambulatoriet, og nogle blev pludselig dysregulerede. Vores helt klare fornemmelse var, at det her er bare ikke godt nok. Det ønskede vi at lave om.
Hvad gjorde I så?
- Vi lavede en model for de unges forløb, som efterfølgende er ved at blive udrullet i resten af regionen. I den model har vi bl.a. indført faste fælleskonsultationer, hvor sygeplejerskerne fra børneafdelingerne deltager i de unges voksenkonsultationer hver tredje måned i det første år efter skiftet. Hvis der er særlige omstændigheder, fortsætter vi med at deltage sammen med den unge, indtil han eller hun kan stå på egne ben. De unge bliver også tilbudt ”split visits”, imens de stadig går hos os. Ved et ”split visit” foregår første halvdel af konsultationen uden den unges forældre. På den måde bliver de trænet i at sidde alene og snakke med deres behandler, og forældrene bliver trænet i at lade den unge komme på banen. Og som noget meget vigtigt har alle fra både børne- og ungeafdelingerne og rigtig mange fra voksenambulatorierne været på efteruddannelse for at skabe et fælles afsæt for arbejdet med de unge.
- Vi har ikke brug for prædikener og løftede pegefingre
Hvorfor kræver det særlige kompetencer at arbejde med unge?
- Når man har med unge at gøre, så er det alfa og omega, at man skaber en god relation. Det duer ikke, hvis det første, man spørger til, er blodsukkeret. Man er nødt til at starte et andet sted. Jeg tror, man er nødt til som ”voksenbehandler” at have mere fokus på relationsdannelsen. Man skal interessere sig oprigtigt for det unge menneske, der kommer ind af døren. Det kan godt være en svær øvelse, og det er udfordrende, når man ikke har så meget tid. Men relationsdannelse er vigtig, hvis man vil flytte noget. Og så er man også nødt til at være opmærksom på, at de unges forældre er en vigtig ressource. Det er ikke et tegn på uselvstændighed, hvis man tager sine forældre med til en konsultation, selvom man er blevet voksen.
Har alle de her tiltag så virket?
- Det har været helt fantastisk for alle os behandlere at være på fælles efteruddannelse sammen, og at vi sammen er blevet klogere på, hvad der rører sig i et ungeliv. Og så er der skabt mere tryghed i overgangen for de unge og deres forældre. Men vi har stadig en udfordring i forhold til udeblivelser. Vi kan desværre konstatere, at en del af de unge stadig bliver væk fra konsultationerne, også selvom de har deres børnesygeplejerske med. Det er noget, vi håber at kunne arbejde mere med, når vi kommer i gang med at lave gruppeforløb for de unge. Det er det næste, der skal ske.