Skip til primært indhold

Nyt tværsektorielt projekt skal forebygge diabetes blandt børn og unge med psykiske lidelser

Børn og unge i psykiatrien har en markant øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det skal en ny forebyggelsesindsats lave om på i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Odense, Børne- og Ungdomspsykiatrien i Syddanmark, Faaborg-Midtfyn Kommune og Foreningen Liv i Trivsel.

Et dansk studie viser, at omkring 15 procent af alle børn og unge bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom - heriblandt autisme, ADHD, angst og depression - inden de fylder 18 år. Samtidig viser forskning, at netop denne gruppe har en forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes senere i livet. Foto: Colourbox

Nyt tværsektorielt projekt skal forebygge diabetes blandt børn og unge med psykiske lidelser

Børn og unge i psykiatrien har en markant øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det skal en ny forebyggelsesindsats lave om på i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Odense, Børne- og Ungdomspsykiatrien i Syddanmark, Faaborg-Midtfyn Kommune og Foreningen Liv i Trivsel.

Et nyt samarbejde på tværs af flere sektorer skal styrke både sundhed og trivsel blandt børn og unge i psykiatrisk behandling. 

Børn i psykiatrien har en øget risiko for at udvikle den kroniske sygdom type 2-diabetes. For dem, der er i behandling med psykofarmaka, kan risikoen være op til tre gange så høj. Alligevel er der i dag ikke udviklet og afprøvet systematiske forebyggende indsatser til netop denne gruppe. 

Det skal et nyt projekt lave om på. Steno Diabetes Center Odense (SDCO) går sammen med Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark, Faaborg Midtfyn Kommune og foreningen Liv i Trivsel om at udvikle og afprøve en forebyggende indsats, der har fokus på børn og unge i alderen 6-13 år. 

Børnene er i forløb i Børne- og Ungdomspsykiatrien og har samtidig forhold, der øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes senere i livet. Det fortæller projektkoordinator Tanja Schmidt Bojsen, specialkonsulent og forsker på SDCO.

- Vi står med en gruppe børn og unge, som både er psykisk sårbare og samtidig har en øget risiko for at udvikle fysiske sygdomme som diabetes. Derfor er det afgørende, at vi tænker forebyggelse ind tidligt, på tværs af sektorer og tæt sammen med familierne. Ambitionen er at udvikle en indsats, der både er fagligt funderet og kan fungere i virkeligheden, dér hvor børnene lever deres liv, siger hun.

Hver syvende får en diagnose

Baggrunden for projektet er, at stadigt flere børn og unge får en psykiatrisk diagnose. Et dansk studie viser, at omkring 15 procent af alle børn og unge bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom - heriblandt autisme, ADHD, angst og depression - inden de fylder 18 år. Samtidig viser forskning, at netop denne gruppe har en forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes senere i livet. Det hænger blandt andet sammen med livsstilsfaktorer som kost, fysisk aktivitet og vægt.

Der mangler i dag viden om, hvordan man i Danmark bedst forebygger sygdommen hos børn og unge med psykisk sygdom, og hvordan indsatser kan forankres i hverdagen på tværs af sektorer.

Her spiller Børne- og Ungdomspsykiatrien en nøglerolle. Det er her, børnene og familierne er i kontakt med behandlingssystemet, og hvor der tidligt er mulighed for at få øje på den dobbelte sårbarhed og bygge bro til en mere helhedsorienteret indsats.

- Vi ser i stigende grad børn og unge med komplekse forløb, hvor den psykiske sygdom ikke står alene. Mange har også fysiske problemstillinger, som vi ikke systematisk får taget hånd om. Det her projekt giver os mulighed for at tænke behandling og forebyggelse mere sammen og skabe et helhedsorienteret tilbud. Det er et vigtigt skridt, hvis vi vil forebygge, at børnene udvikler yderligere fysisk sygdom senere i livet, fortæller Rikke Thaarup Wesselhøft, ledende overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Syddanmark.

I første fase skal projektpartnerne kortlægge eksisterende viden, indsamle erfaringer fra praksis og inddrage børn, forældre og fagpersoner i udviklingen af en intervention. Derefter følger et pilotprojekt, hvor indsatsen skal afprøves i praksis i samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatrien og Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kommunen spiller en vigtig rolle i at udvikle og afprøve indsatsen. Samtidigt har kommunen en vigtig rolle med at skabe sammenhæng til de tilbud og fællesskaber, som familierne møder uden for hospitalet.

Systemerne skal hænge sammen

- Mange familier oplever systemerne som adskilte. Det er afgørende, at vi skaber bedre sammenhæng mellem psykiatri, kommune og civilsamfund og arbejder mere koordineret på tværs. Vi ser som kommune frem til i det her projekt at bidrage med viden om børnenes hverdag og de kommunale tilbud, så indsatsen ikke stopper ved hospitalet, men hænger sammen med det liv, familierne lever i hverdagen. Det er helt centralt, hvis vi skal skabe varige forandringer, fortæller Steffen Jensen, formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Foreningen Liv i Trivsel er en forening, der arbejder målrettet for at styrke børn, unge og deres familiers mentale sundhed og trivsel. Foreningen står i spidsen for den brugerinvolverende del af projektets første fase og bidrager til at afdække og kvalificere praksis for tværsektorielt samarbejde. Målet er, at indsatsen udvikles med afsæt i børnenes og familiernes egne erfaringer og behov, og at løsningen bliver både relevant, meningsfuld og realistisk at gennemføre i hverdagen.

Hvis indsatserne for alvor skal gøre en forskel, skal de udvikles sammen med de familier, det handler om. Ellers risikerer de at ramme ved siden af, mener Izabella Hatt, stifter og direktør i Liv i Trivsel.

- Samtidig skal vi blive bedre til at tænke i løsninger på tværs af siloer og uden for de traditionelle systemer. Civilsamfundet og fællesskaber spiller en afgørende rolle for børn og unges trivsel. Det handler ikke kun om behandling, men om at skabe bæredygtige forandringer i familiernes hverdag. Det kræver, at vi arbejder tættere sammen på tværs og tør udvikle nye måder at gøre tingene på.

Faaborg-Midtfyn Kommune og Foreningen Liv i Trivsel har samlet set en afgørende rolle i at sikre, at børnene og familierne lander i de rigtige tilbud, når de slippes ved interventionens afslutning.

Projektet løber fra april 2026 til juni 2029. I løbet af perioden skal der udvikles og afprøves en forebyggende indsats med fokus på blandt andet trivsel, kost, fysisk aktivitet og sammenhæng i forløbet. Målet er i første omgang at teste, om indsatsen er realistisk og meningsfuld for børnene og deres familier, og om den kan fungere i praksis på tværs af de involverede aktører.

På længere sigt er ambitionen at skabe et bæredygtigt tilbud, som kan implementeres bredere og være med til at mindske antallet af børn og unge i psykiatrien, der senere udvikler type 2-diabetes.

 

Fakta: Forebyggelse af type 2-diabetes i psykiatrien

APPFWU02V