Hvad har en dagligvarekæde, en landsdækkende idrætsorganisation og et alment boligselskab til fælles?
De har alle både et ansvar for – og gode bud på – hvordan man kan lave strukturelle indsatser inden for forebyggelsesområdet.
Og netop det var på dagsordenen, da SDCO og Region Syddanmark i fællesskab inviterede til temadag under temaet strukturel forebyggelse. Her var 130 deltagere samlet med det formål at inspirere, skabe nye forbindelser og styrke samarbejdet mellem vidt forskellige aktører. Alle har de til daglig fokus på forebyggelse og sundhed – men arbejder med emnerne fra meget forskellige indfaldsvinkler.
Regionsdirektøren i Region Syddanmark, Kurt Espersen, indledte dagen i Spinderihallerne i Vejle, hvor han understregede, at det kræver samarbejde på tværs, hvis vi skal flytte sundhedsvæsenet i en mere forebyggende retning.
- Vi skal rykke os fra de vante opdelinger mellem det individuelle og det strukturelle og i stedet finde veje til, hvordan vi skaber sunde rammer sammen, fortalte han.
I netop Spinderihallerne mødes mange på tværs af alder, køn, nationalitet, faglighed og meget for at finde nye relationer og nye måder at arbejde på. Præcis som det var intentionen med temadagen.
Inden deltagerne kastede sig ud i debatten ved bordene, præsenterede Morten Hulvej Rod fra Statens Institut for Folkesundhed hovedpointer fra Vidensrådets rapport om strukturel forebyggelse – og satte dermed en faglig ramme for resten af dagen.
Nej til tobak - ja til sunde fællesskaber
Herefter blev de 130 deltagere, som kom fra foreningslivet, sygehusafdelinger, boligselskaber, kommunale forvaltninger, organisationer og virksomheder, også præsenteret for syv korte pitches fra syv forskellige organisationer. De fik hver syv minutter til at fortælle, hvordan de arbejder med strukturel forebyggelse, og hvordan de ser deres rolle, når man taler sundhed.
Dagligvarekæden Lidl forklarede bl.a. deres beslutning om at fjerne tobak fra hylderne:
- Vi ønsker ikke at være dommere over, om man ryger eller ej – men vi kan tage ansvar for, hvad man kan købe i vores butikker, lød det fra pressechef Thomas Sejersen.
Mens Lidl måske ikke er de første, man tænker på, når man tænker sundhed, så er det mere oplagt med DGI. Her bliver fællesskab og frivillighed fremhævet som afgørende faktorer.
- Sundhed og trivsel bliver skabt i hverdagen – og i fællesskaber, sagde direktør Jens Otto Størup og pegede på, at DGI med sine to mio. medlemmer og 180.000 frivillige spiller en central rolle i folkesundheden.
Når de ikke er aktive i en forening, så er de hjemme. Og netop Pia Lyngdrup Nedergaard fra Boligforeningen ØsterBO beskrev, hvordan almene boligselskaber kan bidrage til at forebygge ulighed i sundhed gennem helhedsplaner, sociale fællesskaber og samarbejde med blandt andet SSP og kommuner:
- Vi vil gerne bidrage endnu mere – vi er allerede tæt på mange af de mennesker, der har mest brug for støtte.
Hvis man ikke er på arbejde eller i sin idrætsforening, er man måske på job, og en af dem, som spiller en vigtig rolle der, er arbejdsgiverne. Netop Maria Bille fra Dansk Arbejdsgiverforening understregede, at arbejdspladsen er en naturlig arena for sundhedsfremme:
- Virksomhederne er medspillere – ikke modspillere. Det handler om at tænke sundhed ind i arbejdsmiljøet og se både strukturelle og individrettede indsatser som nødvendige.
En dag til inspiration – ikke til konklusioner
Formiddagens indlæg og pitches satte scenen for en række drøftelser og dialog blandt de mange deltagere over middag.
Deltagerne fik bl.a. indsigt i, hvordan man arbejder tværgående i lokalsamfundsprojekter.
Steno Diabetes Center Aarhus og Det Sektorfrie Forebyggelseslaboratorium delte viden fra forskning – mens Syddjurs Kommune bidrog med praksiserfaringer.
Hovedbudskaberne koncentrerede sig om, at ikke kun at fokusere på den enkelte borgers livsstil. Der skal skabes sunde rammer og systemer omkring borgerne, f.eks. i familien, lokalsamfundet og gennem politiske tiltag. Alle – fra kommuner og virksomheder til foreninger og borgere – spiller en rolle i at forme de systemer. Og hvis alle bidrager hver især, kan der skabes den synergi, som gør en reel forskel, lød nogle af budskaberne.
Der var dog ikke lagt op til at formulere fælles anbefalinger eller konkrete tiltag – det handlede på dagen om at bringe partnerne sammen, understregede Julie Dyrgaard, udviklingskonsulent i det tværsektorielle team på SDCO.
- Det vigtigste var at samle aktører fra forskellige sektorer og få dem til at få øje på hinanden. Det er i mødet mellem perspektiver at mulighederne opstår – og det var netop det, vi ønskede at skabe rammerne for, sagde Dyrgaard, som sammen med kollega Merete Brixen og Stine Bjerregaard fra Regionshuset stod bag temadagen.
Som sagt er det første initiativ på området, men med den interesse, der var for temadagen, følger der helt sikkert mere, lyder det fra Merete Brixen.
- Vi har allerede planer om flere tiltag, så vi kan arbejde videre med den vigtige dagsorden og implementeringen af den kommende folkesundhedslov. Og så har vi selvfølgelig forebyggelse på dagsordenen igen til Syddansk Diabetesdag i december.
I den afsluttende debat, hvor de 130 deltagere også fik ungeperspektiver og natur- og udelivet på banen, var det tydeligt, at der er behov for fortsat fokus.
Og parterne er da også parate til at gå nye veje - og indgå i nye partnerskaber, som Jens Otto Størup fra DGI formulerede det:
- Vi er nødt til at lære at slippe noget af kontrollen, når vi samarbejder med andre. Det er uvant for os, men nødvendigt.
Fakta: Temadag om strukturel forebyggelse
- Tirsdag den 3. juni stod SDCO og Regionshuset i Region Syddanmark bag en temadag under overskriften "Sammen om sunde rammer, strukturel forebyggelse og partnerskaber i praksis" i Spinderihallerne i Vejle.
- Formålet var at bygge bro mellem sektorer og fremme nye samarbejder.
- I alt 130 mennesker deltog i temadagen fra bl.a. foreningsliv, sygehusafdelinger, boligselskaber, kommunalt ansatte fra forvaltninger inden for natur, miljø, børn og unge og sundhedsforvaltninger såvel som uddannelsessektoren og udviklingsenheder.
- Det er første gang, SDCO i samarbejde med Regionshuset afholder en temadag af denne karakter – med ambitionen om at samle aktører, der til daglig arbejder med sundhed og trivsel fra forskellige vinkler.
- Dagen bød på oplæg fra DGI, Lidl, Sygehus Lillebælt, Boligforeningen ØsterBO, Center for Forebyggelse i Praksis (KL), FGU Trekanten og Dansk Arbejdsgiverforening. De gav konkrete eksempler på, hvordan de arbejder med forebyggelse og at skabe sunde rammer i praksis.
- Oplæggene fungerede som inspiration og afsæt for dialog, netværk og fælles refleksion.