For halvandet år siden fik 78-årige Margit Keissner sig lidt af en forskrækkelse: Hun fik konstateret type 2-diabetes.
- Jeg vidste godt, at mit blodsukker var højt, men jeg blev alligevel forskrækket over at få diagnosen. Jeg tænkte: Hvad bliver det næste? Får jeg nu en masse følgesygdomme? Jeg turde næsten ikke spise noget med sukker, husker hun.
Efter en henvisning fra lægen kom hun på det kommunale patientuddannelsesforløb, som er udviklet på Steno Diabetes Center Odense (SDCO) i samarbejde med Esbjerg, Fanø, Vejen, Varde og Billund Kommune.
Og det var helt fantastisk, fortæller hun.
- Før kurset var jeg hele tiden bange for at træde ved siden af og spise noget forkert. Men vi lærte blandt andet, at der ikke er noget, der er forbudt, så længe vi kompenserer med motion eller sund mad resten af dagen. Det var virkelig dejligt at få at vide. Nu tør jeg igen spise sukker og kage - selvfølgelig med måde, fortæller hun.
Margit var også imponeret over underviserne på kurset.
- Alt det, de lærte os, var lige til at forstå. Man følte virkelig, at de vidste, hvad de talte om, fortæller hun.
Hun fik også fået motionsøvelser med i rygsækken, som hun og hendes mand laver hver dag.
- Vi laver et kort intensivt program med forskellige elastikøvelser og armbøjninger op af døren. Så sætter vi os på en stol og rejser os 15 gange med armene over kors. De er både nemme at huske og nemme at lave. Når vi er færdige, har vi faktisk fået dagens motion, fortæller hun.
Vigtigt med individuelt forløb
Siden kurset er Margit Keissner også begyndt til både gymnastik og vandgymnastik og har smidt fem kilo. Hendes kolesteroltal er gode, og langtidsblodsukkeret er kommet ned på 39.
- Min læge siger, at jeg er et pragteksemplar. Jeg har simpelthen fået så meget ros, men jeg kunne aldrig have gjort det uden det her forløb. Jeg sagde også til mine læge, at hun skulle anbefale det til andre, og jeg har meldt mine veninder til, fortæller hun.
I de fem jyske kommuner har man implementeret konceptet på forskellige måder. Fælles for dem er dog, at man altid starter med en individuel afklarende samtale.
Det er vigtigt at få forløbet tilrettelagt, så det passer til den enkelte, fortæller Anne Kjær Nielsen, sygeplejerske i Træning & Livsstil i Vejen Kommune.
- Formålet med samtalen er at afdække hele livssituationen hos den enkelte borger. Nogen kan være klar til patientuddannelsen med det samme, mens der for andre er andet, der fylder mere end selve sygdommen, og som derfor har behov for for eksempel søvnvejledning, coaching eller et rygestopkursus først. Det vigtigste er, at borgeren får den hjælp, der er behov for, og at forløbet bliver tilrettelagt, så det passer til den enkeltes behov, fortæller hun.
De er ikke alene
Det er meget forskelligt, hvad der fylder hos mennesker med type 2-diabetes. For nogen er det skyld og skam over, at de er blevet syge, mens andre sætter en masse unødvendige begrænsninger for sig selv, fordi de er bange for at spise noget forkert, fortæller Anne Kjær Nielsen.
- Det er derfor, at patientuddannelsen er så vigtig, fordi den giver dem oplevelsen af, de ikke at er alene. De for også viden om deres sygdom, mulighed for at dele deres erfaringer med andre og værktøjer til at leve med sygdommen. Det er et koncept med nogle gode sundhedspædagogiske redskaber, vi virkelig har manglet hos os, og vi kan konstatere, at konceptet smitter positivt af på vores andre forløb for borgere med KOL, osteoporose og hjertekarsygdom, fortæller hun.
Statens Institut for Folkesundhed (SIF) evaluerede konceptet i januar 2022. Evalueringen viste bl.a., at det for 94 procent af deltagerne har været en positiv oplevelse for dem at være på gruppeforløb med andre i samme situation. Samtlige deltagere angav, at de har fået mere viden om type 2-diabetes og sunde madvaner, samt hvordan kroppen bliver påvirket af sygdommen.
På baggrund af tilbagemeldingerne fra borgerne og de sundhedsprofessionelle er patientuddannelsesforløbet blevet finpudset. Det endelige koncept er klar til lancering i starten af 2023, og der har været en overvældende interesse for konceptet fra kommuner i hele Danmark, fortæller projektleder Leif Staal Andersen fra SDCO.
- Vi står derfor over for en større udbredelse til flere kommuner både i Region Syddanmark og i andre regioner. SDCO har i løbet af 2021 og 2022 været inviteret til informationsmøder af de andre Steno centre for at præsentere konceptet for de respektive regioners kommuner, lyder det fra projektlederen.
Vinder af Handlingspris
Projektet blev i september tildelt Diabetesforeningens Handlingspris 2022. En af begrundelserne er, at der er tale om en nyskabende patientuddannelse, der krydser fag- og kommunegrænser og løfter patienter med type 2-diabetes.
Camilla Palmhøj Nielsen, lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og forskningschef ved DEFACTUM, udgjorde en af de tre dommere.
- Jeg er imponeret over, at det er lykkedes at skabe en stærk organisatorisk ramme bag patientuddannelse mellem forskellige kommuner og aktører. Det er positivt, at kommuner og Steno Diabetes Center Odense går sammen om at finde en fælles løsning. Det er til gavn for mennesker med diabetes, der kan få glæde af tilbud af høj kvalitet. Jeg håber, at konceptet kan være en inspiration for andre kommuner og aktører på sundhedsområdet, fortalte hun under uddelingen.
Lev livet
- "Lev livet med type 2-diabetes” er et kommunalt patientuddannelseskoncept målrettet mennesker med type 2-diabetes.
- Det er udviklet i et projektsamarbejde mellem Steno Diabetes Center Odense og Fanø, Varde, Vejen, Esbjerg og Billund Kommune.
- Konceptet består af 9 moduller. De første 4 handler om, hvordan man kan mestre dét at leve med en kronisk sygdom og kan derfor også bruges af mennesker med andre sygdomme end type 2-diabetes. De sidste 5 moduller handler specifikt om type 2-diabetes.
- Det er gruppebaserede forløb, hvor deltagerne blandt andet kan sparre med hinanden og få ny viden om deres sygdom.
- Mennesker med type 2-diabetes har en øget risiko for at udvikle hjertekarsygdomme, øjenkomplikationer, beskadigelse af nyrer og mindsket følesans i fødderne.
- Udover at forbedre livskvaliteten for mennesker med en kronisk sygdom som diabetes er håbet også, at patientuddannelsen kan nedsætte behovet for sundhedsydelser og dermed mindske presset på sundhedsvæsenet.