Interessen for at styrke samarbejdet om fodsår på tværs af kommunerne i Region Syddanmark er stor. Det var tydeligt, da 40 sårspecialister, sårsygeplejersker og nøglepersoner på sårområdet fra 18 kommuner for nylig mødtes i Fredericia til det første møde i et nyt kommunalt netværk om fodsår.
Fra start blev deltagerne aktivt involveret i netværket gennem en introduktion, hvor de skulle udveksle erfaringer. Gennem en speedating-øvelse fik de mulighed for at fortælle om deres arbejde med sår i hverdagen og høre om andres praksis på tværs af kommuner. Øvelsen gav en hurtig introduktion og gjorde det tydeligt, hvor forskelligt arbejdet med fodsår kan være organiseret i de enkelte kommuner.
Herefter blev blikket rettet mod det tværsektorielle samarbejde, hvor Cecilie Kvist fra Kvalitet og Forskning i Regionshuset præsenterede kortlægninger og data, der gav et indblik i udviklingspotentialer på området. Oplægget blev også afsæt for en efterfølgende debat og erfaringsudveksling, hvor deltagerne i mindre grupper diskuterede, hvad der fungerer godt, og hvilke udfordringer de oplever i samarbejdet på tværs af kommuner og mellem øvrige aktører i sundhedsvæsenet.
Der var i det hele taget stor spørgelyst og engagement fra deltagernes side, og behovet for et tættere samarbejde blev tydeligt.
- I distriktsygeplejen bruger vi 33 procent af vores tid på sårbehandling. Det er afgørende, at vi lærer af hinanden og styrker samarbejdet, sagde Dorthe Pedersen, sygeplejefaglig procesmedarbejder og sårkonsulent i Nordfyns Kommune.
Sammen med Stine Hansen, udviklingssygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune, har hun været med til at arrangere mødet i samarbejde med Steno Diabetes Center Odense. De ser begge et stort potentiale i netværket:
- Ved at vidensdele kan vi ikke kun hjælpe hinanden – vi kan også skabe fælles standarder og sikre en høj faglighed hele vejen rundt, forklarede Stine Hansen.
Inspiration og nye værktøjer
Der var da også stor interesse for at etableret et netværk, viste en afsluttende rundspørge blandt deltagerne.
Alle svarede ja til, at netværket skal fortsætte og blandt reaktionerne fra deltagerne lød det efterfølgende bl.a.:
”Vi havde gode drøftelser på tværs af kommunerne.”
”Det var inspirerende at møde andre med samme udfordringer.”
”Jeg fik redskaber og ny viden med hjem, som jeg kan bruge i min hverdag.”
Behov for erfaringsudveksling
De mange positive tilbagemeldinger glæder arrangørerne i SDCO. Man har taget initiativ til netværket, fordi fodsår er et komplekst område, hvor mange forskellige faggrupper skal arbejde sammen. Det tværfaglige samarbejde på tværs af sektorer er afgørende for at sikre gode forløb og mindske forværringen af komplekse fodsår hos patienterne.
Ifølge Julie Dyrgaard, udviklingskonsulent i det tværsektorielle team på Steno Diabetes Center Odense, er formålet med netværket netop at understøtte denne tværgående indsats:
- Vi vil gerne være med til at hjælpe og understøtte samarbejdet på tværs af sektorer, så de kan mødes og drøfte de udfordringer, der fylder i hverdagen.
Også Sara Lund Fønss Bach, udviklingskonsulent på Steno Diabetes Center Odense, fremhæver vigtigheden af at kunne mødes og dele udfordringer i det daglige arbejde:
- Et mål er, at deltagerne kan dele erfaringer og udveksle metoder og arbejdsgange, som de kan tage med hjem og bruge til at forbedre indsatsen i deres egen kommune.
Fremtiden for netværket
På mødet blev det drøftet, hvordan og hvorvidt netværket kan udvikle sig fremover. Der var dog stor interesse og opbakning til at forsætte samarbejdet, og et nyt møde forventes at finde sted til efteråret.
Den endelige dato er endnu ikke fastlagt, men der var en klar opbakning til at etablere netværket som en fast platform for faglig sparring, fortæller Julie Dyrgaard.
Og her kan man med fordel udvide programmet, lød det fra flere af deltagerne i evalueringen:
”Man kan med fordel afsætte længere tid til de enkelte drøftelser og udvide programmet, så vi får endnu mere tid næste gang," lød det.