Skip til primært indhold

Kan terapi hjælpe mennesker med type 2-diabetes og tvangsoverspisning?

Et forstudie tyder på, at mange med type 2-diabetes også har Binge Eating Disorder (BED). Nu undersøges det i et større studie, hvor udbredt det er at have begge dele, og hvordan man bedst kan støtte personer med type 2-diabetes og BED i at undgå tvangsoverspisning.

Klinikchef og mangeårig speciallæge i endokrinologi og diabetes Michael Røder er sammen med et team på SDCO i gang med at undersøge sammenhængen imellem type 2-diabetes og Binge Eating Disorder (BED). Noget tyder på, at flere med type 2-diabetes har BED sammenlignet med baggrundsbefolkningen, og at de skal have en anden type støtte end den, man normalt tilbyder mennesker med type 2-diabetes. Foto: Jakob Haugaard

Klinikchef og mangeårig speciallæge i endokrinologi og diabetes Michael Røder er sammen med et team på SDCO i gang med at undersøge sammenhængen imellem type 2-diabetes og Binge Eating Disorder (BED). Noget tyder på, at flere med type 2-diabetes har BED sammenlignet med baggrundsbefolkningen, og at de skal have en anden type støtte end den, man normalt tilbyder mennesker med type 2-diabetes. Foto: Jakob Haugaard

10 af 100 adspurgte patienter med type 2-diabetes og overvægt har også Binge Eating Disorder (BED). Yderligere syv-otte personer viste tegn på BED.

Det viste resultaterne fra et lille forstudie på Steno Diabetes Center i Odense, som et team fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO) står bag.

Hvis de tal holder stik, er der procentvis langt flere med type 2-diabetes, der lever med BED end i resten af befolkningen. Og diagnosen vil kræve andre tilbud, end dem vi giver dem i dag, fortæller Michael Røder, som er klinikchef på SDCO og mangeårig speciallæge i endokrinologi og diabetes.

- I dag får mennesker med type 2-diabetes typisk at vide, at de skal spise mindre og sundere, end de er vant til, altså mindre fedt og flere grøntsager. Men har den person også BED, kan det ligefrem provokere overspisningsepisoderne. Derfor håber vi, at vi kan tilbyde de pågældende et psykoterapeutisk forløb, som kan afhjælpe spiseforstyrrelsen, siger han.

Overspisningen fører desuden til store svingninger i blodsukkeret.

Først kortlægges udbredelsen

Michael Røder er nu involveret i et større projekt, hvor udbredelsen af BED hos personer med type 2-diabetes er det første, der undersøges.

- Vi sender først et spørgeskema ud til 4500 mennesker i Region Syddanmark, som har type 2-diabetes. Her spørger vi f.eks. ind til, om de har overspisningsepisoder, og om hvor meget det i så fald belaster dem, siger han.

Ud fra tilbagemeldingerne kan man vurdere, hvor stor en procentdel af de adspurgte, som lever med tvangsoverspisning.

Dernæst skal det rette tilbud findes.

- Når vi kender til udbredelsen, vil vi gerne finde frem til, hvordan vi bedst kan hjælpe disse mennesker med at afhjælpe spiseforstyrrelsen gennem forskellige former for terapi, siger Michael Røder.

Forskerne vil invitere 64 af de personer, som har BED, med i undersøgelsen. Halvdelen af dem vil modtage forskellige former for terapi.

Den anden halvdel vil ikke modtage terapi i undersøgelsesfasen, da de kommer til at udgøre en kontrolgruppe. Det vil sige, at effekten af behandlingen sammenlignes mellem de to grupper for at se, om der er nogle forskelle.

Bedre reguleret blodsukker

Michael Røder håber, at han og kollegaerne kan finde frem til, hvilke af de tilbud, de har udviklet, som vil virke bedst, og om terapiforløbene kan føre til en bedre regulering af blodsukkeret.

- Hypotesen er, at får vi styr på deres spiseforstyrrelse, så får vi også langt bedre styr på deres diabetes, fordi deres blodsukre vil svinge meget mindre, siger han.

Forskerne vil måle blodsukkeret hos forsøgspersonerne døgnet rundt.

- Vi sætter en glukosesensor på patienterne, for med dem på kan vi måle blodsukkeret hele døgnet og se, om der er forskel på dem før og efter, at forsøgspersonerne har været igennem et forløb.

En undersøgelsesperiode varer fire til seks måneder, og Michael Røder regner med at kunne give svar fra studiet i løbet af foråret 2025.

Ser man lidt længere frem, forestiller Michael Røder sig, at personer med overvægt og type 2-diabetes som led i deres behandling vil blive tilbudt en screening for BED.

- Og hvis vores tilbud hjælper og har en vedvarende effekt, så har vi i princippet et setup klar nu. Vi vil ret hurtigt kunne tilbyde en screening for BED. Det er bestemt en mulighed, at vi om fem år tilbyder screening som standard, siger han.

Podcastafsnit om BED og diabetes

Diabetesforskerne
APPFWU01V