Fællesskaber Først
I projektet Fællesskaber Først vil vi undersøge, hvordan civilsamfundet og kommunerne sammen kan styrke civilsamfundet i at tilbyde kvalificerede og inkluderende bevægelsesfællesskaber for mennesker med type 2-diabetes eller andre kroniske sygdomme.
Formål
Fællesskaber Først har til formål at øge livskvaliteten og skabe vedvarende, gode bevægelsesvaner for borgere med type 2-diabetes eller anden kronisk sygdom eller i risiko for at udvikle det.
Indsats
Projektet skal udvikle en række greb til, hvordan civilsamfundet, særligt idrætsforeningerne, i samarbejde med kommunernes fritids- og sundhedsområder kan skabe blivende bevægelsesfællesskaber for mennesker med type 2-diabetes eller anden kronisk sygdom, eller i risiko for at få det, helt fra sygdommens debut og gennem det lange liv med sygdom.
Den præcise indsats skal fastlægges i samarbejde med de deltagende projektkommuner og –foreninger, men vi forestiller os, at vi projektperioden skal udvikle, afprøve og evaluere følgende:
- Greb til kompetenceudvikling af frivillige instruktører, så de opkvalificeres til at inkludere forenings- og motionsuvante mennesker med kronisk sygdom i deres aktiviteter
- Udvikling af nye foreningstilbud eller tilpasning af eksisterende tilbud, så tilbuddene bedre kan rumme en ny målgruppe
- Udvikling af metoder til deltagerrekruttering, samarbejde og løbende koordinering og sparring mellem kommune og foreninger
- Guide til udvikling, implementering og drift af ovenstående i samarbejde mellem kommune og foreninger.
Projektet starter op i efteråret 2025 og forventes at køre til sommeren 2028.
Målgruppe
Personer med type 2-diabetes og/eller anden kronisk sygdom, som jævnfør Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til mennesker med kronisk sygdom ikke kan henvises til et kommunalt træningstilbud, men skal vejledes til bevægelse i civilsamfundet eller på egen hånd. Desuden kan mennesker i risiko for at udvikle kronisk sygdom inkluderes.
Samarbejde
Fællesskaber Først er et samarbejdsprojekt mellem SDCO, sundheds- og fritidsområderne fra Haderslev, Kolding og Kerteminde kommuner, lokale idrætsforeninger i projektkommunerne og DGI.
For mere information kontakt
Marie Højsager Varinsky
Udviklingskonsulent
SDCO - Det Nære og Lige Sundhedsvæsen
(+45) 23 81 87 97 marie.hojsager.varinsky@rsyd.dk