Færdigbygget Stenohus trak masser af gæster til åbent hus
Det væltede bogstaveligt talt med gæster, da Steno Diabetes Center Odense åbnede dørene og viste sit nye og færdige hus frem for første gang.
Det væltede bogstaveligt talt med gæster, da Steno Diabetes Center Odense åbnede dørene og viste sit nye og færdige hus frem for første gang.
Steno Diabetes Center Odense slog søndag den 7. september dørene op til det færdige nye hus for første gang. Som en del af åbent hus på det nye OUH fik besøgende mulighed for at opleve de nye rammer, som fremover skal danne base for forebyggelse, behandling og forskning i diabetes i Region Syddanmark.
Huset summede af liv, da gæster i alle aldre besøgte atriumet og de to første etager, der var åbnet til dagen. Rundvisninger gav indblik i både kliniske faciliteter og forskningsmiljøer, og besøgende kunne se en film om hele Nyt OUH samt høre OUHs kor teste akustikken med sang i det store fine atrium. Inden da havde de besøgt Voksenpsykiatrien, som ligeledes står færdigt.
Den 20.000 kvadratmeter store SDCO-bygning har været undervejs siden 2021 og rummer fire etager med bl.a. klinik, staben, forskning og en afdeling til børn og unge. De første medarbejdere fra stab og forskning er allerede flyttet ind. Patienter og klinikken følger efter i 2027, når resten af Nyt OUH efter planen åbner - det samme gør sig gældende i nabohuset, hvor en del af de ansatte i Voksenpsykiatrien flytter ind i løbet af efteråret.
Centerdirektør Jan Erik Henriksen var blandt de ansatte fra SDCO, der tog imod gæsterne i receptionen:
– Det har været en fantastisk dag, hvor jeg har svaret på en masse spørgsmål. Det har ikke mindst været dejligt at møde rigtig mange af vores brugere, som lever med diabetes, men også alle de andre gæster, som har været forbi for at se vores og deres nye hus, siger han.
Udover Voksenpsykiatrien og SDCO, der er ved at blive taget i brug på det nye OUH-område – er bl.a. Ronald McDonald Huset, allerede i drift til glæde for familier til børn, som er indlagt på sygehuset.
Læs mere om Steno-byggeriet her: Rejsegilde på Steno