Byggeriet etableres som en sammenhængende del af Nyt OUH forbundet med Nyt OUH’s somatik mod vest og mod øst voksenpsykiatrien. Den cirka 20.000 m2 store bygning skal stå færdig til ibrugtagning samtidigt med det resterende sygehus, og der skrives kontrakt med 5E Byg A/S inden udgangen af 2020.
- En stor milepæl er nået. Vi ved nu hvem der skal bygge vores nye hus, der på alle måder er brugernes hus. Et hus hvor man som patient eller pårørende undgår at trave fra den ene afdeling til den anden, da alle relevante lægefaglige specialer er placeret i umiddelbar nærhed. Der vil bl.a. være specialer inden for børne-, svangre-, fodsårs-, hjerte-, nyre-, øjen- og tandlægeområdet, ligesom en hel etage er dedikeret til diabetesforskning, fortæller Centerdirektør Jan Erik Henriksen, SDCO
Visionen med etableringen af SDCO, er at etablere diabetesbehandling på højeste internationale niveau inden for forebyggelse, behandling, klinisk forskning og uddannelse. En vision som er i tråd med visionen for Nyt OUH om at være ”Patientens Universitetshospital”.
Udefra vil SDCO-bygningen matche de arkitektoniske tanker bag Nyt OUH og vil ikke adskille sig væsentligt fra disse. De kliniske standardrum vil have samme standard som Nyt OUH, men der vil derudover være parkeringskælder samt tagterrasse og i de offentlige opholdsarealer bl.a. et atrium og et konferencelokale.
Fakta
- Steno Diabetes Center Odense blev som driftsenhed etableret på OUH i 2018 i et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og Region Syddanmark og den nye bygning til centeret er hovedsageligt finansieret via en bevilling fra Novo Nordisk Fonden.
- Der vil være cirka 9.000 patienter med tilknytning til SDCO, og der vil samlet være omkring 80-100 ansatte tilknyttet centeret.
- Byggeprojektet har en samlet budgetramme på ca. 600 mio. kr. inkl. udstyr.
- Udbudsbekendtgørelsen blev offentliggjort 7. februar 2020 og 5 juni kom indledende tilbud.
- Evalueringsgruppen bestod af Projektorganisationen for Nyt OUH og SDCO, bygherrerådgiver for SDCO-projektet, Arkitema A/S og Brix & Kamp A/S, Regionens Bygningsafdeling, Novo Nordisk Fonden og deres rådgiver.
- Byggeriet forventes at blive taget i brug samtidig med Nyt OUH i 2023.