SDCO tilbyder hjælp og vejledning om diabetes til 450 skoler
Alle skoler i hele Region Syddanmark får i denne uge tilbud om hjælp og gode råd til dagligdagen med elever, som lever med diabetes. Lærere og pædagoger har en stor opgave med børn og unge, som skal holde styr på blodsukker og kulhydrater, mens de er i skole. Nu kan de få viden online, på telefonen eller fysisk besøg fra SDCO.
I en travl skoledag med undervisning og mange elever i klasselokalet og SFO kan det være en stor opgave for lærere, pædagoger og ledelse at hjælpe og støtte elever, som lever med diabetes.
Det er virkeligheden på mange af 450 regionens skoler, hvor det ofte er ganske få af eleverne, som skal holde styr på blodsukker, kulhydratmålinger og diabetesudstyr. Så hvordan støtter man bedst eleven og organiserer samarbejdet med forældrene?
Det vil Steno Diabetes Center Odense (SDCO) gerne hjælpe skolerne med at finde svaret på. Så nu er SDCO klar til at hjælpe alle 450 skoler i Region Syddanmark. I denne uge modtager de et tilbud om hjælp til viden og undervisning for at skabe den bedste dagligdag med diabetes.
- Ambitionen er at gøre skoleansatte, uanset funktion, klogere på alt det, der er brug for at vide, hvis skolen har en elev med type 1-diabetes. Det kan handle om behov for mere diabetesviden, bedre organisering og flere handlemuligheder i en travl skoledag, siger sundhedsfaglig konsulent på SDCO Lene Winther, der bl.a. er uddannet sygeplejerske.
I Danmark lever i alt 3200 børn og unge med type 1-diabetes – omkring 750 af dem bor i Region Syddanmark.
Efterspørger hjælp
Forskning og undersøgelser viser, at mange skoleledere, lærere og pædagoger efterspørger mere hjælp og viden til, hvordan de bedst hjælper og støtter elever, som har diabetes, i skoledagen.
- Selv om et barn virker til at have helt styr på sin diabetes og selv kan håndtere teknologien, så har de ofte en direkte hotline via mobilen hjem til forældrene, som derfor bruger meget tid på at hjælpe deres børn, mens de er i skolen, siger Lene Winther.
Tilbuddet fra SDCO sker i samarbejde med barnets behandler og de sundhedsprofessionelle på sygehuset. Diabetesundervisningen og rådgivningen er gratis og gælder alle skolerne i hele Region Syddanmark.
Ambitionen er ikke udelukkende at forbedre hverdagen i klasselokalet og skolegården for elever og lærere, men også at aflaste forældrene og give dem en tryggere hverdag, når de sender deres barn afsted i skole.
- Jeg skaber et samtalerum, hvor lærere og SFO-pædagoger kan give udtryk for deres utryghed og stille spørgsmål. Vi kan også snakke om, hvordan man søger støttetimer og bedre organiserer sig i forhold til at hjælpe barnet og opbygger samarbejdet med familien, siger Lene Winther.
I sidste ende handler det om at give de mange børn og unge en bedre og mere tryg hverdag, hvor de ikke føler, at de står alene med den kroniske sygdom. Ofte er der kun ganske få elever på skolen, som lever med diabetes.
- For en elev kan det være svært nok at holde oplæg eller tale foran hele klassen, eller når de bliver lidt større og oplever interessen for det modsatte køn og måske bliver forelsket. Det sætter gang i hele kroppen og hormonerne, hvilket også påvirker elevens diabetes, siger Lene Winther.
Fakta
- SDCO tilbyder hjælp og undervisning til alle skoler i Region Syddanmark, så de bedre kan støtte og vejlede elever, som lever med diabetes. Ambitionen er at hjælpe skoleledere, lærere og pædagoger, så de er bedre rustet til at hjælpe det enkelte barn eller unge og deres familier, så de oplever en mere tryg skoledag med diabetes.
- Det er sundhedsfaglig konsulent på SDCO, Lene Winther, der bl.a. er uddannet sygeplejerske, der står for projektet. I denne uge sender hun brev med tilbud om hjælp og vejledning online, på telefonen eller fysisk på skolerne til samtlige 450 skoler i regionen.
- I Danmark lever i alt 3200 børn og unge med type 1-diabetes. Af dem bor de 750 i Region Syddanmark.
- Tiltaget fra SDCO er del af det landsdækkende projekt Diabetes i skolen, som du kan læse mere om ved at klikke på linket herunder. SDCO har sammen med de øvrige Steno-centre i Danmark udviklet Diabetesiskolen.dk, hvor man kan blive klogere på alt det, man har brug for at vide, hvis man får en elev med type 1-diabetes.