Hvad er forskellen på type 1- og type 2-diabetes? Hvordan håndteres et lavt blodsukker, og hvad er min rolle og mit ansvar, når man arbejder med pleje og behandling af mennesker med diabetes?
Der kan opstå mange spørgsmål, når man møder et menneske med diabetes. Og det gør mange af de 150.000 kommunalt ansatte landet over i ældre- og plejesektoren. 384.000 danskere lever med diabetes i Danmark. Af dem fik hver femte visiteret hjemmepleje i 2021, og på landets plejehjem lever op mod hver femte borger diabetes, viser undersøgelser fra Steno-centrene (se fakta i bunden, red.)
For både ansatte og ledere i ældreplejen kan det dog være en udfordring at få et samlet overblik over medarbejdernes kompetencer på diabetesområdet, så man ved, hvor der skal sættes ind med uddannelse og relevante kurser.
Derfor står landets Steno Diabetes Centre bag et nationalt diabetesværktøj, som kommunerne kan anvende til at afklare medarbejdernes kompetencer på diabetesområdet. Værktøjet gør det også muligt at målrette kompetenceindsatsen, så de ansatte står bedst muligt rustet til at håndtere borgere, som lever med diabetes.
Kan bruges af alle kommuner
Diabeteskompasset er et gratis onlineværktøj, der gør det muligt for kommunerne at kortlægge medarbejdernes diabeteskompetencer. Resultaterne kan bruges til at planlægge kompetenceudvikling, der styrker medarbejdernes faglighed og det tværfaglige samarbejde og dermed løfte kvaliteten i indsatsen overfor de borgere, der lever med diabetes.
Værktøjet er oprindeligt udviklet af Steno Diabetes Center Odense (SDCO) i samarbejde med ni syddanske kommuner.
Nu er alle Steno Diabetes Centre gået sammen om at styrke den nationale adgang til værktøjet og hjælpe alle landets kommuner med at tage det i brug. Det fortæller Kristian Mondrup, enhedsleder for Digitalisering og Kompetencer på SDCO.
- Den kommunale ældrepleje spiller en afgørende rolle i at yde støtte og pleje til mennesker med diabetes. Derfor er det vigtigt, at ledere og kvalitetsansvarlige har adgang til et redskab, der skaber overblik over medarbejdernes kompetencer og peger på, hvor der kan være behov for kompetenceløft. Når vi nu står sammen nationalt, styrker vi kommunernes adgang til Diabeteskompasset og den faglige sparring omkring værktøjet, siger han.
I første omgang kan kommunen sagtens selv gå i gang med værktøjet. Når medarbejderen bruger Diabeteskompasset, svarer vedkommende på en række spørgsmål vedrørende kompetencer inden for fire områder: faglig kompetence, borgerrettet kommunikation, samarbejde og ansvar samt læringskompetence.
Resultatet giver både medarbejderen og lederen et billede af, hvor den enkelte føler sig godt klædt på, og hvor der er behov for kompetenceløft i medarbejdergruppen. Værktøjet skaber et overblik over kompetencer og viden, når det handler om at hjælpe borgere med diabetes på plejecenter eller i hjemmeplejen. Værktøjet kan også guide brugerne videre til relevante tilbud om kompetenceudvikling. Det kan være digitale tilbud, som man bruger online, og fysiske kurser eller andre muligheder for faglig udvikling i kommunen.
Diabeteskompasset skaber overblik
Ifølge Lisa Holm Rasmussen, klinisk sygeplejespecialist og diabeteskoordinator ved SDCO, fortæller kommunerne, at Diabeteskompasset skaber et overblik, de ikke tidligere har haft på diabetesområdet.
- Værktøjet gør det langt lettere at prioritere kompetenceudviklingen og bygge videre på de kompetencer, der allerede er til stede. Det er med til at styrke samarbejdet om indsatsen til borgere med diabetes. Når alle fem Steno Diabetes Centre nu står bag Diabeteskompasset, får kommunerne mulighed for at få lokal sparring og støtte til at komme i gang eller arbejde videre med værktøjet, siger hun.
Med det nationale samarbejde bliver Diabeteskompasset forankret på tværs af alle de fem Steno Diabetes Centre i Danmark. Udover den sparring, de kan søge hos deres regionale Steno-center, giver værktøjet også kommunerne overblik over, hvilken efteruddannelse og kompetenceudvikling de har adgang til i deres region på diabetesområdet.
Fakta om diabetes og Diabeteskompasset
- Diabeteskompasset er et gratis onlineværktøj til kommuner, som giver et overblik over medarbejdernes kompetencer på diabetesområdet. Det kan også pege på, hvor der kan være behov for mere viden eller kompetenceudvikling.
- Værktøjet er målrettet ledere, udviklingssygeplejersker, konsulenter og medarbejdere i den kommunale ældrepleje. Diabeteskompasset kortlægger medarbejdernes kompetencer inden for fire områder: faglig kompetence, borgerrettet kommunikation, samarbejde og ansvar samt læringskompetence.
- Ifølge en KL-opgørelse fra 2022 er flere end 150.000 ansatte beskæftiget på det kommunale ældre-, sundheds- og handicapområde. Mange af dem møder borgere med diabetes i deres daglige arbejde. En populationsrapport udarbejdet af Steno Diabetes Center Odense i 2022 viste, at hver femte dansker, som lever med diabetes, havde fået visiteret hjemmepleje det forgangne år. Ydermere viste en videnskabelig artikel fra Steno Diabetes Center Sjælland i 2025, at hver femte borger på landets plejehjem lever med diabetes.
- Diabeteskompasset er oprindeligt udviklet af Steno Diabetes Center Odense i samarbejde med ni syddanske kommuner. Alle fem Steno Diabetes Centre går nu sammen om at styrke den nationale adgang og understøtte brugen af værktøjet nationalt.
Læs mere på www.diabeteskompasset.dk