Skip til primært indhold

70 brugere lærte om compassion: - Jeg vil gerne ses som et helt menneske

Steno Diabetes Center Odense og Faaborg-Midtfyn Kommune trak fulde huse, da de inviterede til det første cafémøde om compassion målrettet mennesker med diabetes og pårørende.

Tina Linaa, stående, i snak med deltagerne ved mødet i Ringe. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Der var stor interesse for at deltage i debatten. Her er Mona Engdal Larsen i snak med nogle af deltagerne. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

De mange deltagere kom ikke kun fra lokalområdet, men også fra mange andre steder på Fyn. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Det var første gang, at SDCO inviterede brugerne til kursus i compassion. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

Tina Linaa, t.v., og Mona Engdal Larsen, har tidligere undervist sundhedsprofessionelle i compassion. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

- For mig handler compassion om, at vi ser hinanden som hele mennesker og ikke kun ser sygdommen.

Sådan lød det fra 59-årige Lone Vibeke Biering Petersen fra Ringe, da hun deltog i det første cafémøde om compassion for mennesker, der lever med diabetes, og deres pårørende.

Mødet var på biblioteket i Ringe, hvor 70 deltagere fra lokalområdet og andre steder på Fyn deltog.

SDCO har tidligere arrangeret flere compassion-kurser rettet mod sundhedsprofessionelle, men denne gang var fokus for første gang vendt mod brugerne. Og det er der god grund til, lyder det fra chefkonsulent Tina Linaa, som har arbejdet med brugerinvolvering i mange år:

- Mange mennesker med diabetes og deres pårørende kan være belastede af den ekstra udfordring, det er at leve med en kronisk sygdom. Det kræver energi og kan være udmattende. Derfor er det vigtigt at lære at mærke efter, hvordan man egentlig går og har det – og få redskaber til, hvordan man kan skabe mere mentalt overskud i hverdagen.

Cafémødet i Ringe blev til i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor både sundhedskoordinator Kirsten Nørgaard Dahl, diætist Christine Bjerre Christensen og sygeplejerske og fodterapeut Marianne Lundgren deltog.

Fra SDCO stod Tina Linaa og sundhedsfaglig konsulent Mona Engdal Larsen for oplæg og øvelser i bibliotekets lokaler.

Et sprog for noget, mange føler

Der findes ikke et godt dansk ord, der helt rummer, hvad compassion står for, lød det fra Tina Linaa og Mona Engdal Larsen, da der blev spurgt til en oversættelse fra salen.

Compassion kan dog oversættes til medfølelse eller medmenneskelighed. Det er en tilgang, der handler om at forstå egne og andres følelser og reaktioner – og om at ville mindske lidelse og frustration, forklarede oplægsholderne.

Ifølge Tina Linaa er compassion ikke blot et begreb, men et vigtigt redskab for mange mennesker med diabetes:

- Vi ved, at en del af vores brugere kan være på overarbejde i systemet. Det kan være svært at finde rundt, holde styr på aftaler og blive hørt i mødet med sundhedsvæsnet. Her kan compassion hjælpe med at finde styrke til at sige til og fra på en god måde – og det er i sig selv en vigtig form for egenomsorg.

Flere deltagere gav på dagen udtryk for, at netop det at få et sprog for deres egne følelser og udfordringer var en øjenåbner. For 79-årige Bjarne Skov Petersen fra Faaborg giver det god mening at have fokus på compassion – både som menneske med diabetes og som tidligere psykoterapeut:

- Der er virkelig brug for at have fokus på compassion i sundhedsvæsenet, hvor jeg selv ofte har oplevet, at der er meget fokus på tal og værdier frem for det enkelte menneske, sagde han.

En styrke – ikke en svaghed

Under dagens program blev compassion præsenteret som en form for mental styrketræning. Deltagerne fik konkrete værktøjer til at arbejde med egen trivsel og blev opfordret til at øve sig i at være rummelige – både over for sig selv og andre.

- Det er en del af at udøve compassion for sig selv, når man har styrken til at sige nej til noget, man ikke vil. Det er vigtigt, at vores brugere føler sig klædt på til det, lød det fra Mona Engdal Larsen efter en dag, hvor der både var masser af smil og nogle enkelte tårer.

Ifølge Tina Linaa har compassion en afsmittende effekt. Når mennesker med diabetes mødes med forståelse, vokser deres egenomsorg – og det smitter af på mødet med de sundhedsprofessionelle:

- Jo mere compassion hos brugerne, jo mere hos de sundhedsprofessionelle – og omvendt. Det skaber et sundere og gladere sundhedsvæsen for alle.

 

Fakta: Hvad er compassion?

APPFWU01V