Forskere anført af Læge Maria Petersen fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO) kan i et nyt studie påvise, at insulinfølsomhed, vægt og iltoptag forbedres markant ved intens træning, hvor ro- og cykletræning kombineres.
Maria Houborg Petersen fra SDCO, 40 år, er hoveduddannelseslæge på Medicinsk afdeling på Svendborg Sygehus. Hun afsluttede i 2020 tre års ph.d.-studie, hvor hun arbejdede med et forskningsprojekt omhandlende højintensitetstræning og dens indvirkning på mennesker med type 2-diabetes.
Hvor stammer din interesse i diabetes fra?
Type 2-diabetes er interessant, fordi det er en meget kompleks sygdom, der omfatter mange organsystemer. Men det er også en af de sygdomme, hvor behandlingen er nødt til at være meget individualiseret. Når jeg møder en patient med diabetes, er det vigtigt for mig at kende til vedkommendes baggrund, mentale ressourcer og økonomi, fordi det alt sammen er noget, der påvirker behandlingen. Det, synes jeg, er meget spændende.
Hvorfor valgte du at forske i netop højintensitetstræning og dets indvirkning på mennesker med type 2-diabetes?
En af de største udfordringer for mennesker med type 2-diabetes er, at mange får hjertekar-sygdomme tidligere i livet end jævnaldrende raske. Det skyldes netop, at de har nedsat insulinfølsomhed, også kaldet insulinresisten, og vi ved, at den eneste målrettede ikke-farmakologiske behandling, som har en effekt, er vægttab og motion. Derfor var det interessant for mig at finde et træningsprogram, der var særligt effektivt i forhold til at forbedre insulinresistensen. Flere studier har vist, at højintensitets-intervaltræning (HIIT) på for eksempel cykel har mindst de samme effekter som udholdenhedstræning trods kortere træningsvarighed, og det var baggrunden for, at det blev højintensitetstræning. Vi valgte at bruge både roning og cykling for at få en effekt på musklerne både i den øvre og nedre kropsdel.
Hvad gik forsøget ud på?
De i alt 48 forsøgsdeltagere skulle gennemføre otte ugers heattræning med cykling og roning i mindre hold tre gange om ugen. Programmet blev løbende intensiveret, og vi undersøgte deltagerne for insulinfølsomhed og kondital, mens vi også lavede helkropsscanninger før og efter. Vi havde både en gruppe overvægtige med type 2-diabetes, en gruppe ”raske” overvægtige og en gruppe normalvægtige raske. Dermed adskilte forsøget sig fra tidligere studier, der ofte kun har én kontrolgruppe at sammenligne med.
Hvad viste resultaterne?
Vi kunne se en ret markant stigning i insulinfølsomheden på mellem 30-40 procent i alle 3 grupper. Det er en meget høj stigning sammenlignet med tidligere studier. Det viste sig også, at deltagerne var i stand til at fuldføre træningen uden at få skader – noget som nogle læger havde udtrykt bekymring for.
Var det meget overraskende?
Ja. I de tidligere studier med udholdenhedstræning ved moderat intensitet steg insulinfølsomheden ca.15-20 procent, så denne træningsform har en markant bedre effekt end udholdenhedstræning, også selvom den samlede træningstid var kortere. Det er også vigtigt at understrege, at der ikke var nogen kostintervention. Deltagerne spiste som de plejede, og alligevel tabte de fedtmasse, opbyggede muskelmasse og forbedrede deres kondital.
Hvad kan man bruge den viden til?
Man kan først og fremmest bruge den til at vejlede mennesker med diabetes i forhold til valg af træning. Jeg håber også, at man vil bruge den på de forskellige Steno-centre til for eksempel at tilbyde træning i mindre hold. Det, at man mødes med de samme mennesker og med de samme trænere, havde nemlig også stor betydning. Jeg håber også, at vi – når vi får resultaterne fra de vævsprøver, vi har taget fra muskler og fedt – kan blive klogere på den molekylære effekt og på længere sigt designe lægemidler, der har den samme effekt, eller som måske kan øge insulinfølsomheden hos de mennesker, der ikke er i stand til at træne.