Skip til primært indhold

Den første måned med type 1 diabetes for børn og unge

Det er en stor omvæltning for hele familien, når et barn eller en ung får diagnosticeret type 1 diabetes. Det kræver ny viden samt nye færdigheder og vaner for hele familien.

Baggrund

Børne- og ungeafdelingerne i Region Syddanmark ønsker at sikre en målrettet behandling, der forebygger diabetesrelaterede komplikationer samt sikrer et trygt behandlingsforløb for familierne.

Formål

Formålet med projektet er at skabe et individuelt tilpasset opstartsforløb for børn og unge med nyopdaget diabetes ved at have fokus på tryghed og tilfredshed for både barnet og familien i den første tid efter diagnosen samt høj klinisk kvalitet i behandlingen.

Indsats

Nærværende projekt er udviklet med inspiration fra Den Syddanske Forbedringsmodel, hvilket betyder, at de enkelte indsatser ikke er beskrevet på forhånd, men udvikles, evalueres og justeres undervejs i projektperioden.

Indsatserne i projektet vil blive udviklet lokalt på børne- og ungeafdelingerne i regionen, hvor man vil tage afsæt i de respektive afdelingers organisering og arbejdsgange.

Børne- og ungeafdelingerne har i samarbejde med SDCO udviklet 13 kvalitetsmål, som er afsættet for projektet og de indsatser, der igangsættes. Disse vil blive monitoreret løbende i projektperioden.

Målgruppe

Alle børn under 18 år, som diagnosticeres med type 1 diabetes samt forældre/nærmeste pårørende.

Samarbejde

Initiativet er et samarbejde mellem børne- og ungeafdelingerne på Odense Universitetshospital, Esbjerg og Grindsted Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Sygehus Lillebælt.

Mere info

Projektperioden er 1. marts 2025 til 1. marts 2027.

Astrid Roll Vitved

Projektleder

SDCO - Supplerende behandlingsinitiativer


(+45) 23 46 42 79
APPFWU01V