Klapsalverne rejser sig fra hele salen mod fysioterapeut Karina Bjerre fra Assens.
Hun har netop sat ord på noget, som tydeligvis har ramt de 52 andre deltagere på dagens workshop om compassion, som Steno Diabetes Center Odense (SDCO) står bag.
- Jeg kan virkelig godt undre mig og faktisk næsten blive skræmt over, at vi lever i en verden, hvor vi har brug for en workshop om noget så basalt som at tage vare om hinanden og drage omsorg for andre mennesker, siger hun.
Karina Bjerre er en af deltagerne på dagens compassionkursus, som er det første af sin slags fra SDCO, og som blev afholdt på Hotel Severing i Middelfart.
Sundhedsfaglige og brugere
Fysioterapeuten sidder bl.a. til bords med en nyuddannet sygeplejerske. Rundt omkring ved de otte andre borde i konferencesalen sidder plejehjemsledere, uddannelsesansvarlige, gymnasielektorer og mennesker med diabetes og pårørende fra Region Syddanmark.
- Jeg er nysgerrig på, hvad compassion egentlig dækker over, og hvordan jeg kan bruge det i min professionelle hverdag, siger en anden deltager.
Chefkonsulent Tina Linaa fra SDCO er i gang med at præsentere dagens workshop og begrebet compassion på en række powerpoint-slides. Sammen med sundhedsfaglig konsulent på SDCO, Mona Engdal Larsen, står hun bag dagens workshop.
- Compassion handler om mange ting. Det er bl.a. noget, vi giver til hinanden gennem opmærksomhed og rummelighed, og så er det noget, vi skal være klar til at modtage fra andre ved at vise tillid. Men det er også noget, vi skal huske at give til os selv, siger hun og slår fast, at omsorg og medmenneskelighed ikke kommer af sig selv.
- Man skal øve, øve, øve det. Det er faktisk lidt som en muskel, der skal trænes, siger Tina Linaa.
Stå på hovedet
Hvordan arbejder I med compassion hos jer, spørger chefkonsulenten ud i rummet, før deltagerne skal snakke om begrebet ude ved bordene.
Compassion drejer sig også om at være god ved sig selv, for så har man også meget mere overskud i mødet med brugerne, lyder det fra en af deltagerne. Alt fra vejtrækningsøvelser til at stå på hænder og meditationsrum på arbejdspladsen bliver også nævnt som mentale genveje til det gode arbejdsliv og mødet med brugere.
For arrangørerne er det glædeligt at opleve mange forskellige fagligheder og ikke mindst brugere repræsenteret i Middelfart, siger Mona Engdal Larsen.
- Vi vil gerne skabe dialog, så derfor er det ekstra dejligt at se, hvor mange forskellige fagligheder der er repræsenteret, samtidig med at vi også har en del brugere med, siger hun.
Deltagerne bliver bl.a. også præsenteret for mindfulness, før de skal stille sig op efter, hvor de befinder sig i deres følelsesmæssige farvesystem.
For at finde vej til det grønne og beroligende system kan man bl.a. bruge åndedrætsøvelser, musik eller smukke naturoplevelser. Det kan deltagerne få ved at kigge ud af vinduet, hvor de har direkte udsigt til Lillebælt.
Men ellers er kodeordet øvelser og træning, lyder det fra arrangørerne.
Selv om det var første gang, SDCO arrangererede workshoppen, ligger compassion og medmenneskeligheden dog mange af deltagerne på sinde som sagde:
- Jeg har altid hjertet med i arbejdet og fagligheden med i baglommen.
Du kan også komme med!
Er du også interesseret i at komme med på workshop i compassion, så er næste arrangement allerede sat i kalenderen den 27. november! Du kan også tage kontakt til Tina Linaa eller Mona Engdal Larsen, hvis din organisation har lyst til at bruge SDCO som udviklingspartner og få compassion på dagsordenen.
Vil du også med? (åbner i Plan2Learn)
Tilmeld dig compassionworkshop
Læs mere om compassion her.
Fakta
Compassion-workshop
- Det er første gang, at SCDO står bag en workshop med fokus på bl.a. medmenneskelighed, omsorg og empati.
- Målgruppen var både sundhedsprofessionelle inden for pleje og omsorg, uddannelse og andre områder, og brugere der gerne ville blive klogere på begrebet.
- Compassion dækker over medmenneskelighed. Det handler om at rumme andres problemer og udfordringer, at turde være åben om egne udfordringer og være parat til at tage imod hjælp fra andre.