Skip til primært indhold

Mette Juel Rothmann udnævnt til professor i diabetesomsorg

Programleder på SDCO Mette Juel Rothmann er udnævnt til professor i diabetesomsorg og brugerinvolvering med fokus på psykosocial støtte, egenomsorg og løsninger, der virker i praksis

Hvordan lever man et godt liv med diabetes – ikke kun med fokus på behandling, men også på de psykosociale aspekter, som fylder i hverdagen?

Det spørgsmål har Mette Juel Rothmann viet sin karriere til. Og nu tager hun endnu et vigtigt skridt med sin udnævnelse som professor i diabetesomsorg og brugerinvolvering. Professoratet er forankret på Klinisk Institut ved Syddansk Universitet, Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus og Steno Diabetes Center Odense.

Mette har siden 2021 været programleder og haft stort fokus på diabetesomsorg og brugerinvolvering  på SDCO – en rolle, hun fortsætter i. Med udnævnelsen styrkes både forskningen og det strategiske fokus på brugerinvolvering i SDCO.

Fokus på empowerment og løsninger, der virker i praksis

Professoratet skal være med til at skabe ny viden og udvikle konkrete værktøjer, som styrker egenomsorgen og livskvaliteten hos personer med diabetes – i tæt samarbejde med dem, der lever med sygdommen. Det handler om empowerment, handlekompetencer og en personcentreret tilgang, der skaber reel værdi i hverdagen.

Eksempler på sådanne løsninger er hjemmebesøg, samtaleværktøjer som Guidet EgenBeslutning, psykologiske onlineforløb og digitale selvhjælpsapps.

Brugerinvolvering er et strategisk fokusområde for SDCO. Forskning og udvikling bliver stærkest, når det sker i dialog med dem, det hele handler om. Netop derfor får Mette en central rolle i det fortsatte arbejde på området.

Stærk faglig profil med mennesket i centrum

Mette Juel Rothmann har arbejdet med diabetes og andre hormonelle sygdomme i mere end 20 år. Hun har publiceret over 60 videnskabelige artikler og har været med til at udvikle en lang række patientnære og tværfaglige indsatser.

Hun har hidtil fungere både som adjunkt og lektor på SDU og har tætte samarbejder med forskningsmiljøer i Holland, Storbritannien og Australien – herunder som Honorary Associate Professor på Deakin University i Melbourne.

Hovedpersonen selv glæder sig til at fortsætte arbejdet sammen med brugerne og kollegaer på SDCO, SDU og andre steder.

- Jeg er utrolig stolt og glad for min udnævnelse som professor i diabetesomsorg – det er kulminationen på mange års arbejde. Jeg forventer, at professoratet danner et godt fundament for vores videre arbejde med diabetesomsorg. Et arbejde jeg finder utrolig vigtigt, da det netop handler om at understøtte den enkelte i livet med diabetes, siger Mette Juel Rothmann.

Programleder Mette Juel Rothmann er udnævnt til professor. Foto: OUH

Brugerne er og har altid være et vigtigt omdrejningspunkt for Mette Rothmann. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

APPFWU02V