Skip til primært indhold

Thomas skal undersøge søvn og diabetes med data fra 13.000 mennesker

SDCO-forsker og læge Thomas Bastholm skal undersøge sammenhængen mellem søvn og type 2-diabetes. Novo Nordisk Fonden har bevilget fem millioner kroner til forskningen, som er blandt de største studier i verden på området.

Mangel på søvn eller direkte søvnapnø rammer mange mennesker, som også lever et liv med diabetes. Det nye forskningsprojekt skal dykke ned i problematikken. Foto: Colourbox

Hvordan påvirker søvnen helbredet hos mennesker med type 2-diabetes? Det spørgsmål er udgangspunktet for et nyt forskningsprojekt, som læge og postdoc på Steno Diabetes Center Odense Thomas Bastholm skal stå i spidsen for de kommende år. 

Med fem millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og data fra tusindvis af mennesker, som lever med diabetes, er ambitionen at skabe ny viden om søvnens betydning for helbred, livskvalitet og følgesygdomme.

Én af de ting, Thomas Bastholm skal undersøge er, hvor mange der lider af søvnapnø. Søvnapnø er en vejrtrækningsrelateret søvnforstyrrelse, der betyder, at man stopper med at trække vejret i kortere eller længere tid.  

– Søvnapnø er ekstremt underdiagnosticeret hos mennesker med type 2-diabetes. Vi har set i mindre studier, at 90 procent af patienterne havde søvnapnø. 60 procent havde det i en sådan grad, at det burde behandles. Uden at de var klar over det, siger Thomas Bastholm.

Forskningsprojektet bliver et af de største på verdensplan, hvor op mod 13.000 mennesker, som lever med diabetes, skal bidrage med data og svare på detaljerede spørgeskemaer. 2.500 personer i gruppen bliver desuden udstyret med en ny form for avanceret hjemmemåleudstyr, der registrerer søvnkvalitet og vejrtrækningsproblemer.

Alle de personer, der skal levere data og svar til projektet, indgår i den såkaldte DD2-kohorte (Dansk center for strategisk forskning i type 2 diabetes), som består af danskere med type 2-diabetes. Centret er placeret i Odense og er del af SDCO.

Allan blev overrasket

Én af dem er Allan Kjær Hansen fra Odense. Han har diabetes type 1 1/2-diabetes og lider af søvnapnø.

- Jeg var til kontrol inde på Steno i foråret og blev spurgt, om jeg havde lyst til at medvirke i et forsøg, hvor de testede for søvnapnø. Jeg siger altid ja, for jeg vil meget gerne bidrage til al slags forskning i diabetes. Det viste sig meget overraskende, at jeg faktisk har søvnapnø, og jeg anede det ikke, fortæller han.

Han fik efterfølgende lavet en særlig bideskinne, som han har på om natten. Han oplever nu at have bedre og længere perioder med god søvn. 

Et helhedsblik på søvn og sundhed

Millionbevillingen fra Novo Nordisk Fonden giver forskerne en enestående mulighed for at undersøge sammenhængen mellem søvn – især søvnmangel og søvnapnø – og type 2-diabetes, fortæller Thomas Bastholm.

– I første omgang handler det om at kortlægge, hvor stort problemet er. Og om det rent faktisk betyder noget for f.eks. livskvalitet eller udviklingen af følgesygdomme. På længere sigt håber vi, at det kan bane vej for bedre screening og mere målrettet behandling, siger Thomas Bastholm.

Søvnapnø og forstyrret søvn er forbundet med blandt andet hjertekarsygdom og lavere livskvalitet. Projektet skal give et mere nuanceret billede af, hvem der er i øget risiko,  og hvad man kan gøre for at hjælpe dem og forebygge.

- Man kan forestille sig, at hvis man stopper med at trække vejret 50 gange i timen om natten – som nogle af vores patienter faktisk gør – så er det svært at have energi i hverdagen, passe sit arbejde og leve et godt liv. Og så er det ikke bare livskvalitet, men også helbredet, der er i spil, siger Thomas Bastholm,

Studiet ser ikke kun nærmere på søvnmønstre, men har også fokus på kendte risikofaktorer for udvikling af bl.a. hjertekarsygdom. Der vil som led i projektet blive målt blandt andet på stresshormoner og kønshormoner samt på dagstræthed og livskvalitet.

– Vi håber, at projektet kan skabe den viden, der mangler i sammenhængen mellem søvn og diabetes. Vi skal ikke bare finde dem med søvnforstyrrelser, men forstå, hvem der er i størst risiko, og hvad vi kan gøre ved det, siger han.

Sov med teknologien – hjemme i din egen seng

En afgørende del af projektet er brugen af en digital måleenhed, der gør det muligt at screene tusinder, uden at de møder op fysisk og blot ved at måle deres søvn en enkelt nat, fortæller Thomas Bastholm.

- De får sendt en engangsmåler og sover med den én nat, hvorefter deres data bliver sendt direkte ind til mig. Det gør det realistisk at lave forskning i stor skala – uden at det er til stor gene for hverken sundhedssystemet eller deltageren selv, forklarer han.

Projektet løber frem til 2028, men deltagerne følges faktisk i mindst 10 år, så forskerne kan analysere udviklingen i søvnmønstre og sundhed, fortæller Bastholm.

- Vores håb er, at vi kan udvikle målrettede behandlingstilbud, der både forbedrer livskvalitet og reducerer risikoen for komplikationer, afslutter Thomas Bastholm.

Projektet gennemføres i samarbejde med en styregruppe, der tæller Poul Jørgen Jennum, formand for Dansk Selskab for Søvnforskning, professorerne Marianne Andersen og Dorthe Glintborg fra Endokrinologisk Afdeling på OUH, kardiolog Michael Hecht Olsen fra Steno Diabetes Center Sjælland og Kurt Højlund, professor og forskningschef på SDCO.

Fakta

Læge og forsker på SDCO, Thomas Bastholm, har modtaget midler fra Novo Nordisk Fonden til at forske i sammenhængen mellem diabetes og søvn. Foto: Jakob Haugaard Christiansen

APPFWU01V