Det tredje i rækken af interviews med medlemmer fra Steno Diabetes Center Odenses (SDCO's) patientudvalg - denne gang fra en af vores afdelingslægers synspunkt - der på baggrund af fire overordnede spørgsmål, skal give et indblik i, hvordan SDCO's strategi for brugerinddragelse og samarbejde udmønter sig i praksis og hvorfor denne indsats er så vigtig.
Afdelingslæge på SDCO, Lena Sønder Snogdal mener, at læger kan hente masser af gratis viden fra patienter, hvis de husker at spørge åbent ind til dem i klinikken. Det er en af årsagerne til, at hun har sagt ja til at sidde med i SDCO’s patientudvalg.
Hvorfor er brugerinvolvering vigtigt?
Brugerinvolvering er vigtig, fordi det er brugerne, der er hovedpersonerne i deres egen sygdomshistorie - og fordi det er vigtigt, at lytte til patienterne. Jeg forsøger at holde mig selv oppe på, at man som fagprofessionel altid skal spørge ind til patienten.
Man kan meget nemt sidde og tro, at det er noget ganske bestemt, der fylder hos patienten, men hvor det efterfølgende viser sig, at det i virkeligheden var noget helt andet, patienten bekymrede sig om. Ved at spørge ind til, hvad der rører sig her og nu hos den enkelte, kan vi plukke nogle lavthængende frugter, som i mange tilfælde kan betyde, at patienternes liv med diabetes bliver bedre.
Som læge oplever jeg ofte, at jeg lærer meget af patienterne. Især, når jeg er bevidst om, at jeg skal spørge åbent ind til dem og selvfølgelig huske at lytte bagefter. Der er naturligvis nogle, der er bedre til at sætte ord på end andre, men én enkelt patient kan sagtens lære mig noget om mange patienter.
Det gælder især ved de mere tabubelagte emner, som angst for lavt blodsukker, potensproblemer eller snorken, som mange har svært ved at fortælle om. Her kan vi bruge de mest åbne patienter til at blive bedre til at spørge ind til dem, der ikke fortæller af sig selv.
Hver enkelt patient har krav på tid – også selvom, der er travlt. Og min oplevelse er, at de fleste patienter er kompetente i forhold til brugerinvolvering. Jeg tror også på, at det er medvirkende til, at de passer deres behandling. Det er jo deres liv, det handler om.
Hvorfor er du med i patientudvalget?
Grundlæggende er jeg med, fordi jeg synes, det er vigtigt, at patienterne bliver spurgt.
Men som fagprofessionel får jeg også nye input fra brugerne. Jeg får indsigt i, hvad det er, de går og bokser med, og det kan jeg gå videre med.
Det giver en rigtig god synergi, at der er både professionelle og brugere med i patientudvalget, hvor vi alle optræder på lige fod. Og så kan jeg selvfølgelig godt tage min faglige kappe på, når det kræves, og svare på spørgsmål, når brugerne har nogle.
Hvilke indsatser i strategien, synes du, er vigtigst?
Set fra de fagprofessionelles side ville det være rigtig godt, hvis vi med fælles hjælp kunne få det tværfaglige arbejde til at fungere bedre. Det samme gælder det tværsektorelle samarbejde - det er langt fra nemt at være diabetespatient på tværs af den primære- og den sekundære sektor. Og de tilbud, patienterne får i kommunerne, er også tit meget forskellige. Det skal der gøres noget ved.
Jeg synes også, at det kunne være spændende at inddrage patienterne i vores uddannelse og undervisning. Det skulle være sådan, at man som læge fra starten af sit virke er klar over, at man kan inddrage patienterne.
Man kunne også forestille sig at få tænkt patienterne ind i forskningen. Naturligvis der, hvor det giver mening. For selvfølgelig er der områder, hvor det ikke gør. Blandt andet inden for grundforskningen.
Hvad ser du som de største barrierer for brugerinddragelse?
Jeg håber jo egentlig ikke, at der er så mange barrierer. Vi er ved at lære noget nyt, som er at tænke brugerne ind meget tidligere end ellers.
I vores forskningsenheder er det måske ikke relevant at brugere sidder med på alle niveauer. Men så kan brugerne måske tænkes med i forhold til, at de kan ønske sig noget forskning i en bestemt retning – det vil stadig være meget nytænkende.