Susanne Andersen fra Nyborg havde skyhøjt blodsukker, da en diagnose tvang hende at lægge sig liv om. To år senere har hun smidt 50 kilo og betegner sig selv som selvkørende i livet med diabetes. Men hun har stadig brug for nogen at læne sig op ad.
Da Susanne Andersen i foråret 2023 fik konstateret type 2-diabetes, slog det hende helt ud. Hun var et svært sted i livet og frygtede bogstaveligt talt, at det ville ende fatalt.
I dag beskriver den 56-årige lærer fra Østfyn sig selv som selvkørende, men understreger, at hun stadig har brug for nogen at læne sig op ad.
- Jeg har kontrollen over sygdommen og mit liv. Men jeg ved også, at hvis noget går galt, så er der nogen til at gribe mig. Og det gør en kæmpe forskel, siger hun.
I foråret 2023 var Susanne Andersen på mange måder hårdt ramt af livet. Hun mistede flere nære familiemedlemmer i løbet af kort tid og var samtidig presset på sit job. Det resulterede i, at hun spiste usundt og uregelmæssigt, og motion var slet ikke noget, hun overvejede.
Da hun kontaktede sin læge for at få hjælp fra en psykolog, viste hendes blodprøve et skyhøjt langtidsblodsukker. Så foruden en henvisning fik hun også diagnosen type 2-diabetes med hjem.
- Jeg var så tæt på at ramme bunden, som man kunne være. Jeg troede reelt, jeg ville dø af det, siger hun to år senere.
Hun fortæller sin historie i et lokale hos Nyborg Kommunes afdeling for træning bl.a. til borgere med en kronisk sygdom. Det var her, hendes nye liv begyndte, fortæller Susanne Andersen.
Et 12-ugers kommunalt forløb med fokus på sygdommen gennem medicin, kost og motion – og en sygeplejerske ved navn Malene - blev afgørende. Især motionen ændrede kursen for Susanne Andersens liv, efter at diabetes blev en del af det.
- Det satte bogstaveligt tal gang i mig, så jeg i dag har gået tusindevis af kilometer, og jeg har tabt 50 kg, siger hun.
I dag har hun styr på sygdommen - og sit liv. Hun tager sin medicin (i langt mindre doser end for to år siden), dyrker motion flere gange om ugen og prioriterer at spise regelmæssigt. Det har givet hende kræfter til at tage kontrollen tilbage - og ikke mindst til at hjælpe andre.
- Jeg meldte mig ind i Diabetesforeningen samme aften, jeg fik diagnosen. Jeg vidste intet om sygdommen, selv om der faktisk er diabetes i min familie. På den måde fandt jeg ud af, at der var vandreklubber flere steder i regionen, siger hun.
Der var dog ingen på Fyn, da hun ledte efter dem. Det blev starten på en ny frivillig indsats for Susanne Andersen, som siden har deltaget i flere gå-løb og har taget initiativ til gå-fællesskaber flere steder på Fyn.
Hun er særdeles aktiv som frivillig i Diabetesforeningen og medlem af Fyns Diabetesudvalg, hvor hun bidrager til udviklingen af diabetesindsatsen i lokalområdet.
- Fællesskabet og følelsen af, at jeg ikke er alene med det, betyder alt. Jeg føler mig selvkørende i dag, men 90 procent af årsagen til, at det fungerer for mig, skyldes også, at jeg ved, at der står nogen, som står klar til at gribe mig, siger hun.
Netop kombinationen af ansvar og opbakning har gjort forskellen, siger Susanne Andersen. Hun beskriver, hvordan det at hjælpe andre også er en del af at være selvkørende, og hvordan det mentale helbred spiller en lige så vigtig rolle som medicin, kost og motion.
- At kunne hjælpe andre i gang betyder meget for mig. Det giver mig energi, og det gør mig stærkere selv, siger hun.
I dag ser hun sig selv som rask med diabetes. Hun har lært at tage styringen og vil godt bruge ordet selvkørende, men det kræver også et stærkt bagland, understreger hun.
- Selvkørende er et sjovt udtryk. For mig handler det om patientuddannelse. Du skal lære, hvilke signaler kroppen sender, som du skal lytte til og handle på. Og det kræver, du ved, hvad det er, og at du har redskaberne til at handle på det, siger hun.