Skip til primært indhold

Henvisning til kommunens tilbud

Som praktiserende læge har du mulighed for at henvise til kommunens tilbud. Du henviser ikke direkte til ét tilbud, men til en afklarende samtale, der afholdes af en sundhedsprofessionel i kommunen som indledning til forløbet.

Den afklarende samtale

I den afklarende samtale er der god tid til at tale om det, der er vigtigt for patienten/borgeren og som kan støtte og vejlede vedkommende i at mestre sit liv med diabetes. I samtalen afdækkes borgerens behov, og man finder ud af, hvordan kommunen kan hjælpe borgeren. Det betyder, at du som læge ikke behøver at kende detaljerne i tilbuddene og ikke skal vælge det præcist rigtige tilbud – det klarer kommunen og borgeren sammen.

I videoen herunder kan du høre mere om den afklarende samtale og hvordan du henviser til den.

Når du henviser

Du skal lave en elektronisk henvisning via MedCom-standarden "kommunehenvisning"/"dynamisk henvisning" (REF01/XREF15). I henvisningen skal oplyses:

  • Patientens persondata og kontaktoplysninger
  • Henvisningsårsag
  • Sygdomsspecifikke oplysninger (f.eks. HbA1c, senkomplikationer, komorbiditet, rygestatus og behandling)
  • Eventuelt særlige behov, for eksempel behov for tolk 

Er du i tvivl om, hvordan du laver henvisningen i dit lægesystem? Se MedComs vejledninger til, hvordan man laver henvisning i forskellige lægesystemer.

Vil du styrke arbejdet med henvisninger til kommunale tilbud?

Du kan for eksempel tage initiativ til en eller flere af følgende aktiviteter:

  • Invitere kommunen til at besøge din klinik, så I kan blive orienteret om de aktuelle tilbud
  • Kontakte kommunen med en opfordring om mere information til almen praksis – evt. via din repræsentant i det Kommunalt Lægelige Udvalg (KLU)
  • Foreslå kommunen at invitere praktiserende læger og/eller praksispersonale fra alle klinikker i kommunen til dialogmøde om henvisning til kommunernes tilbud og forløb
  • Bede kommunen meddele dig, når én af dine patienter har deltaget i en afklarende samtale eller har afsluttet et forløb (korrespondance eller afslutningsnotat)
  • Foreslå din klynge at arbejde med KiAP-klyngepakken ”Almen praksis’ samarbejde med kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstilbud” på et af jeres klyngemøder.

Kommunens forebyggelses- og sundhedstilbud

Rammerne for henvisning og de kommunale tilbud i Region Syddanmark er beskrevet i "Tværsektorielt forløbsprogram for mennesker med diabetes". Udover den afklarende samtale skal alle kommuner i Region Syddanmark tilbyde:

  • Undervisning (også kaldet sygdomsmestring eller patientuddannelse) til mennesker med type 2-diabetes
  • Tilbud til borgere med behov for særlig støtte til at håndtere deres type 2-diabetes

Find en oversigt over kommunens tilbud til mennesker med diabetes på sundhed.dk. Vælg kommune, og vælg diagnose. 

For yderligere information kontakt

Gitte Stentebjerg Petersen

Projektleder

SDCO - Tværsektorielt Samarbejde


(+45) 51 70 84 31
APPFWU01V