Episode 10: Medicin mod knogleskørhed

Mennesker med diabetes har øget risiko for at udvikle knogleskørhed, og noget tyder også på, at knogleskørhed kan påvirke risikoen for diabetes.

Det siger Rikke Viggers, der er læge og ph.d.-studerende ved Steno Diabetes Center i Nordjylland.

”Vi ved ikke, hvor mange mennesker der både har diabetes og knogleskørhed, men der er tal, som tyder på, at cirka hver 3. person med diabetes også har knogleskørhed og dermed forøget risiko for komplicerede knoglebrud”, siger hun.

Der er en sammenhæng mellem knogler og diabetes, vi ikke forstår endnu

Diabeteslægerne ved ikke, hvorfor der er denne sammenhæng mellem knogleskørhed og diabetes, men kan blot konstatere, at den er der.

Én af de store udfordringer er, at lægerne ikke kan se begyndende knogleskørhed via en almindelig knoglescanner.

Til gengæld er der noget, der tyder på, at medicin mod knogleskørhed kan forhindre, at mennesker med diabetes får knoglebrud.

Sammen med nogle kollegaer er Rikke Viggers i gang med at undersøge, om det er rigtigt.

”Noget tyder på, at dem, der har fået en bestemt medicin mod knogleskørhed, har en nedsat risiko for at udvikle Type 2-diabetes senere i livet. Det er lidt underligt og tyder på, at der er en eller anden form for forbindelse mellem knoglestofskiftet og sukkerstofskiftet, som vi ikke helt forstår endnu”, siger hun.

”Det ser også ud til, at jo flere år man har taget medicinen, jo bedre virker det. Men der er lavet nogen grundig undersøgelse af det endnu”.

Vil vide mere om hvor knogler svækkes

Forskerne kigger også på, hvordan knoglerne svækkes hos mennesker med diabetes, der får brud på knoglerne.

”Vi ved ikke, hvilke strukturer i knoglen, der gør, at de bliver svage eller hvor i knoglerne, medicinen mod knogleskørhed virker. Det vil vi meget gerne vide”, siger Rikke Viggers.

2-årigt forløb skal afsløre effekten

I undersøgelsen deltager 64 personer, der er 50 år eller ældre, og som samtidig har knogleskørhed eller er i forstadiet til at få det.

I forløbet, der varer 2 år, tages der blodprøver og vævsprøver, og der laves scanninger af knoglerne.

Rikke Viggers vurderer, at hun og kollegaerne ved meget mere på dette område om 3-4 år.

Hun håber, at resultaterne fra undersøgelsen kan medvirke til mere viden om, hvilke strukturer i knoglen, der er ændret, og hvordan de strukturer kan påvirkes.

Med den viden kan diabeteslæger forhåbentlig blive bedre til at diagnosticere knogleskørhed og gøre noget ved det, inden knoglebruddene sker.