Skip til primært indhold

Få en snak om risikoen for diabetes i Rosengårdscentret

Få målt dit blodsukker og hør om risikoen for at udvikle diabetes, når SDCO sammen med Diabetesforeningen og Odense Kommune markerer Verdens Diabetesdag i Rosengårdscentret.

Der bliver sat globalt fokus på diabetes, når Verdens Diabetesdag løber af stablen tirsdag den 14. november.

I Odense markerer Steno Diabetes Center Odense (SDCO) dagen i samarbejde med Diabetesforeningen og Odense Kommune med en stand på Rosengårdscentret, hvor alle er velkomne til at få en snak om diabetes og få målt sit blodsukker.

- I anledning af Verdens Diabetesdag 2023 har vi valgt at sætte fokus på forebyggelse af diabetes. Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi og tage en snak med os om diabetes på dagen, siger SDCO-sygeplejerske Sigrid Zimmermann-Nielsen, som er med i Rosengårdcentret.

Udover Sigrid og en af hendes kollegaer fra SDCO kan man møde både repræsentanter fra lokalafdelingen af Diabetesforeningen og Odense Kommune.

- Vi tilbyder at screene dig for netop dine risikofaktorer eller få målt dit blodsukker/blodtryk. Vi har tid til at få en god snak om, hvorfor det er vigtigt at forebygge diabetes, fortæller Sigrid Zimmermann-Nielsen.

Der vil i løbet af dagen være forskellige aktiviteter, og du kan også få en kop kaffe og lidt godt til ganen.

Arrangementet finder sted på Store Torv i centret tirsdag den 14. november klokken 11.30-16.30.

APPFWU01V