Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilSteno Diabetes Center OdensepilNyhederpilMillionbevillinger skal styrke samarbejde på tværs af forskningsmiljøer og belyse et urørt emne inden for diabetesforskning

Millionbevillinger skal styrke samarbejde på tværs af forskningsmiljøer og belyse et urørt emne inden for diabetesforskning

Osteoporose diagnosering

To forskningsprojekter fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO) har samlet modtaget 8,2 millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens Steno Collaborative Grants 2020 til forskning inden for diabetesbetinget knoglesygdom

 

Personer med diabetes kan opleve en øget forekomst af knoglebrud. Forskningsbaseret viden om årsagen til dette er mangelfuld, hvorfor netop disse to bevillinger er ekstra vigtige for diabetesforskningen. 
 
- Det er en virkelig god nyhed. Forstyrrelser i knoglemetabolismen i forbindelse med både type 1 og type 2-diabetes er et nyt og spændende område inden for diabetesforskningen. Med disse to store bevillinger kan vi yderligere styrke vores forskning på dette område i samarbejde med en række nationale og internationale aktører, og skabe ny viden som kan forudsige og nedsætte risikoen for knoglebrud ved diabetes, udtaler SDCO’s forskningschef Kurt Højlund. 
 
Professor Moustapha Kassem, Odense Universitetshospital/ KMEB og SDCO og Læge Morten Frost Nielsen, Odense Universitetshospital/ Afd. M og SDCO står i spidsen for de to forskningsprojekter, der begge har til formål at belyse årsagen til den øgede forekomst af knoglebrud, som følge af henholdsvis type 1- og type 2-diabetes, og ikke mindst at finde værktøjer til at vurdere, hvordan risikoen kan nedsættes. 
 

Årsager og kendetegn er ukendt land

 
Årsager til og kendetegn ved knoglesygdomme hos personer med type 1-diabetes er mere eller mindre ukendte, hvilket forringer forebyggelse og behandling af disse. Forskningsprojektet, som Læge Morten Frost Nielsen netop har modtaget en bevilling til, giver mulighed for at afdække hvordan T1D påvirker ikke alene mængden, opbygningen og styrken af knoglen, men også knogleopbyggende og -nedbrydende cellers sammensætning, deres energiforbrug og deres aktivitet. 
 
- Bevillingen betyder, at vi kan afdække konsekvenserne af det at have type 1-diabetes (T1D) for knoglerne - for deres mængde, opbygning og styrke. Det vil hjælpe til at afklare, hvordan risikoen for at brække en knogle hos en person med T1D bedst nedsættes medicinsk, fortæller Læge Morten Frost, som også rejser spørgsmålet, om vi skal bruge medicin, der styrker opbygningen af knogle eller medicin der hæmmer nedbrydningen. 
 

Almindelige knoglescanninger kan ikke bruges til risikovurdering 

 
Personer med type 2-diabetes udviser en 40-90% højere risiko for knoglebrud især i ben og arme. Traditionelle risikofaktorer, herunder målinger af knoglemasse via knoglescanninger, kan ikke forudsige den øgede risiko for knoglebrud, da patienter med T2D har normal eller høj knoglemasse. 
 
- Komplikationer som følge heraf – eksempelvis dårligere heling af knoglebrud - kan både påvirke livskvalitet og uafhængighed. Der er således et behov for at identificere nye let anvendelige værktøjer, der giver mulighed for nøjagtig vurdering af denne brudrisiko, forklarer Professor Moustapha Kassem, som er hovedansvarlig for det projekt, der omhandler type 2-diabetesbetinget knogleskrøbelighed.
 
Målet med det aktuelle projekt er derfor at undersøge, om miRNA (små molekyler, der er til stede i blod og væv og vigtige for vævsfunktioner) fra knogler og blod kan fungere som biomarkører for sværhedsgraden af diabetisk knoglesygdom og identificere miRNA, der forårsager diabetisk knogleskrøbelighed.
 
Steno Collaborative Grant bevillingsmodtagere SDCO 2020
Foto: De to bevillingshavere. Fra venstre Læge, ph.d. Morten Frost og Professor, overlæge Moustapha Kassem
 

OM STENO COLLABORATIVE GRANTS

 

Steno Collaborative Grants, bevilliget af Novo Nordisk Fonden, har til formål at styrke det kliniske forskningssamarbejde mellem forskningsmiljøer på regionernes 5 etablerede Steno Diabets Centre og øvrige forskningsmiljøer udenfor centrene.
 

SDCO var hovedansøgere på følgende projekter:

 
The role of circulating and bone tissue microRNAs in the pathogenesis of type 2 diabetic bone fragility
 
Bevilling: DKK 3.305.998
Bevillingshaver: Professor, overlæge Moustapha Kassem, Odense Universitetshospital/ SDCO
 
Projektet gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet/ Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitetshospital/ Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA), Aalborg Universitetshospital/ Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) og University of California, San Francisco (UCSF)/ Core Center for Musculoskeletal Biology and Medicine
 
The type one diabetic bone collaboration study (TONIC)
 
Bevilling: DKK 4.812.000
Bevillingshaver: Læge, ph.d. Morten Frost, Odense Universitetshospital/ SDCO
 
Projektet er baseret på et samarbejde mellem kliniske enheder i Aarhus, Aalborg og Odense samt Esbjerg. Desuden deltager Syddansk Universitet og flere internationale samarbejdspartnere inklusiv universitetet i Sheffield og ETH Zürich. Blandt deltagerne i projektet er også ph.d.-studerende fra det EU Horizon 2020-støttede ITN Netværk Fidelio, som fokuserer på diabetes og knogle.
 

YDERLIGERE INFORMATION

 

Professor, overlæge Moustapha Kassem
mkassem@healt.sdu.dk
+45 65504084
 
Læge, ph.d. Morten Frost Nielsen
mmfnielsen@health.sdu.dk
 
Forskningsleder, overlæge, professor Kurt Højlund, SDCO
kurt.hoejlund@rsyd.dk
+45 25320648
 
 
Se den samlede liste over bevillinger
Læs mere om Steno Collaborative Grants

Siden er sidst opdateret: 11-01-2021 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring