Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Nyt tilbud til diabetikere på Fyn

Blodsukkermåling

Borgere med diabetes i Region Syddanmark kan se frem til at spare flere ture til sygehuset om året, når Steno Diabetes Center Odense indfører sammedagsscreening, hvor alle undersøgelser samles på én og samme dag.

Rigtig mange mennesker med diabetes kan leve næsten normalt, og kan med ganske få forholdsregler holde en række følgesygdomme fra døren. Men det kræver løbende sygehusbesøg, at holde øje med hvordan den kroniske sygdom udvikler sig.

Klinikleder og specialeansvarlig overlæge Michael Røder fra Steno Diabetes Center Odense forklarer:

- Diabetes er ikke en livsfarlig sygdom, hvis man er velbehandlet og passer godt på sit blodsukker, men der kan opstå nogle følgesygdomme – man kan blandt andet få nedsat syn eller miste noget af følesansen i fødderne, og det kan blive alvorligt, hvis det ikke opdages i tide. Derfor tjekker vi løbende patienterne.

Alle undersøgelser samme dag under samme tag

Mange patienter bliver tjekket en gang om året, men nogle skal oftere og andre kun hvert andet år, og indtil nu er undersøgelserne foregået på forskellige dage, og måske forskellige steder.

- Der er ingen grund til at komme på sygehuset tre gange om året, og måske endda blive sendt flere forskellige steder hen, hvis man kan samle det hele på én dag under samme tag og få alle undersøgelser foretaget på 3 timer, udtaler Michael Røder.

Gevinst for alle

De første patienter bliver nu tilbudt sammedagsscreening, og det er ikke kun til gavn for den enkelte diabetiker.

- Hvis vi kan fange nogle følgesygdomme i opløbet, får den enkelte diabetiker selvfølgelig et sundere liv med større livskvalitet, men vi letter også sundhedsvæsenet og samfundet for et pres, når flere får diabetes og flere dermed også vil være i risikozonen for at få fodsår, nedsat syn, hjerte-kar-sygdomme og f.eks. nyresvigt, fastslår Michael Røder.

Omkring 60.000 mennesker i Region Syddanmark har diabetes, og det er planen, at sammedagsscreeningen i løbet af foråret bliver tilbudt på alle regionens sygehuse.

Flere oplysninger

Centerdirektør Jan Erik Henriksen, SDCO
2033 2174, jeh@rsyd.dk
Klinikleder og specialeansvarlig overlæge Michael E. Røder, SDCO
2624 4473, michael.roder@rsyd.dk


Siden er sidst opdateret: 15-01-2019 af Odense Universitetshospital.