Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilSteno Diabetes Center OdensepilNyhederpilKurt Højlund bliver forskningsleder på Steno Diabetes Center Odense

Kurt Højlund bliver forskningsleder på Steno Diabetes Center Odense

SDCOs forskningsleder Kurt Højlund

 

1. august tiltræder professor og overlæge Kurt Højlund stillingen som forskningsleder på Steno Diabetes Center Odense, hvor han skal opbygge og drive forskningsindsatsten og være med til at give diabetesforskningen et løft.

 

51-årige Kurt Højlund er en anerkendt forsker i både Danmark og udlandet. Han kommer fra en stilling som klinisk professor i diabetes og endokrinologi ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, og er desuden adjungeret professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Siden 2009 har han arbejdet som overlæge og været leder af diabetesklinikken på Odense Universitetshospital med særligt ansvar for sjældne årsager til hypoglykæmi og forstyrrelser i metabolismen.


- Blandt flere særdeles velkvalificerede ansøgere faldt valget på Kurt Højlund. Kurt har i mange år vist sit talent inden for type 2-diabetes forskningen. Han har et stort netværk og er vellidt af alle samarbejdspartnere. Derudover sidder Kurt i bestyrelsen for Dansk Diabetes Akademi, en international og national netværks- og uddannelsesplatform, hvor det er nødvendigt at have ”fingeren på pulsen”. Det bliver en fornøjelse at skulle arbejde sammen med Kurt om at udbrede og løfte type 2-diabetes forskningen, udtaler Centerdirektør ved SDCO Jan Erik Henriksen.

Klinisk diabetesforskning med translationelt fokus

Forskningsindsatsen på SDCO skal især fokusere på den kliniske diabetesforskning, men vil også have et stærkt translationelt fokus, så resultater hurtigere implementeres i forebyggelsen og behandlingen af diabetes og dets komplikationer, og så erfaringer fra klinikken tilsvarende danner grundlag for videreudviklingen af nye forskningsområder.


Diabetesforskningen på SDCO kommer til at foregå i samarbejde mellem regionens sygehuse og forskere i hele regionen og i tæt samarbejde med både basal- og kliniske forskere fra Syddansk Universitet, internationale forskere og ikke mindst de øvrige Steno Diabetes Centre i Danmark.

Netværksdannelse skal løfte diabetesforskning op i verdensklasse

- OUH er nu blevet et nationalt kraftcenter for diabetesforskning, udtaler Kurt Højlund. Udover det nyetablerede SDCO og Dansk Center for Strategisk Forskning i Type 2-Diabetes (DD2), huser vi på OUH Dansk Diabetes Akademi (DDA). Det giver helt nye og spændende muligheder for netværksdannelse og samarbejde både nationalt og internationalt og vil løfte vores diabetesforskning op i den absolutte verdensklasse.


Kurt Højlund ser frem til at stå i spidsen for forskningen på SDCO, og vil bruge den nærmeste fremtid på at skabe et styrket samarbejde mellem de i forvejen stærke og dygtige forskningsmiljøer inden for diabetes og metabolisme på Odense Universitetshospital, Syddansk Universitet og Region Syddanmark.

Type 2-diabetes som særkende

- Forskningen på SDCO har type 2-diabetes som særligt indsatsområde, og skal på sigt skabe værdi for alle personer med diabetes og dem som har en høj risiko for at udvikle sygdommen, siger SDCOs kommende forskningsleder.


Højlund har modtaget flere priser og legater for sin forskning, som har skabt ny viden om blandt andet sammenhængen mellem insulinresistens, fedtophobning i muskel og defekter i musklernes forbrændingsanlæg ved fedme og type 2-diabetes. Han er uddannet i Odense, hvor han bor sammen med sin hustru Henriette Højlund og deres 3 børn.

Om Steno Diabetes Center Odense
 

  • Steno Diabetes Center Odense (SDCO) er Region Syddanmarks nye specialiserede behandlings- og videnscenter inden for diabetes, der kan bidrage med viden og evidens inden for forebyggelse, opsporing, behandling af senkomplikationer, forskning, uddannelse af sundhedsprofessionelle, rådgivning af almen praksis, og tværsektorielt samarbejde.
     
  • SDCO blev etableret på Odense Universitetshospital den 1. januar 2018. SDCO drives og ejes af Region Syddanmark og er støttet af en 10-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden.
     
  • Novo Nordisk Fonden har doneret 1.4 mia. kr. til de nye satsninger inden for diabetesområdet i Region Syddanmark og til nye fysiske rammer for SDCO ved Nyt OUH, der forventes at være færdigbygget i slutningen af 2022. Indtil de nye fysiske rammer står klar, drives centeret fra midlertidige rammer på Odense Universitetshospital.

Flere oplysninger

Centerdirektør Jan Erik Henriksen, SDCO, 2033 2174, jeh@rsyd.dk
Professor Kurt Højlund, SDCO, 2532 0648, kurt.hoejlund@rsyd.dk
 


Siden er sidst opdateret: 15-01-2019 af Odense Universitetshospital.